Santiago del Compostela.  -  Esbjerg

 

 

Fredag d. 07. juli

Santiago hele dagen.

Santiago er en ren by. Her er ingen skrald på gaderne. Hver tidlig morgen kommer skraldevognene og fjerner det affald som caféer og restauranter har stablet op udenfor døren. Og dagen igennem går der personer rundt med kost og kurv og fejer alt op de møder af affald.

Sætter du dig ved et cafébord kommer værten med et askebæger samtidig med at du bestiller hvad du vil have. Ingen henkastede skodder nogen steder. Det er dejligt at se og noget usædvanligt for Spanien i øvrigt. Hele vejen til Santiago har været dækket af henkastet papir og skodder og dyngevis af afpillede peanutsskaller på gulvet langs serverings-diskene. Alt plejer bare at ryge på gulvet eller jorden, lige meget hvor.

Den er også ren i den forstand at byens vigtigste plads 'Plaza de Obradoiro', Katedral pladsen, er fuldstændig fri for fortovscaféer og butikker. Der er kun den enorme åbne plads, omgivet af kollossale store og lange bygninger og mennesker slår sig ned overalt på pladsen.

Jeg er flyttet over på ’Hostal Girasol’ fra et 1stjernet hotel. Prisen er 7€ billigere og jeg har altandør ud til en gågade.

Lige overfor ligger en hotel/café med en vidunderlig skyggefuld gårdhave.

Tager til Cap Finisterre i morgen.

 

 

Lørdag d. 08. juli.

Santiago - Fisterre  og retur.

Jeg er lige kommet tilbage efter en tur til Cap Finisterre. Dog ikke på gåben denne gang, for der er 110 km. derud. Afgang kl. 08,00 og så en bustur på 2½ time, et ophold på tre timer og så ellers hjemad igen. Selve det yderste næs ligger et par km. længere ude end den lille by Fisterre, hvor buslinien ender. Det tager 5 -6 timer at vandre derud, så det havde jeg ingen mulighed for.

Jeg fik dog kastet mit ”pilgrimstøj” i havet. En godt forsvedt undertrøje.

Så har jeg opfyldt alle tre ritualer ved pilgrimsvandringen og er renset for mine synder.

En sten hjemmefra lagt ved Cruz de Ferro

En personlig ting lagt ved statuen af Saint Jacob.

Min ’pilgrimsdragt’ smidt i havet ved Cap Finisterre.

Der er næsten ingen der vandrer fra Santiago til Cap Finisterre, for ruten derud er meget dårlig. Der findes et par enkelte herberger men de ligger ikke jævnt fordelt på ruten. Selve stien findes kun periodevis og meget af ruten foregår på den hvide stribe på asfaltvejen. Det er faktisk en halvfarlig handling med alle de hårnålesving der findes, for der er tre højdedrag der skal forceres.

 

 

Søndag d. 09. juli.

Santiago hele dagen.

Nu har jeg biletten til Barcelona i lommen. Afgang i morgen, mandag, kl. 15,20 og så er jeg i Barcelona tirsdag kl. 11,08. Vil forsøge at flytte flyafrejsen frem til d. 13. juli. Det må nok kunne give sig.

Det er en underlig fornemmelse at sidde her og fundere over at turen nu er slut. Jég ville gerne fortsætte, men min krop fortæller mig tydeligt at det vil dén ikke.

Og den dansker jeg talte med i går fortalte at ’Nordruten’ langs atlantkysten er ekstrem vanskelig. Han sagde at han var erfaren bjergklatrer men alligevel havde turen ”knækket” ham to steder. Der er daglige op- og nedture på 500 - 600 m. Det er slet ikke mig lige nu. ’Når jeg føler at blot det at kravle op i min seng er en alvorlig  stigning, er det vist nok på tide at stoppe eventyret’. Jeg kan tydelig mærke at min krop er udpint og ikke kan tåle ret meget mere. Men jeg har nået fra Roncevalles til Cap Finisterre, og det var mit mål  - og det må være nok. Nu er det vigtigste nok at komme hjem. At fortsætte vil være ødelæggende.

 

 

Mandag d. 10. juli

Santiago - Barcelona.

Et vemodigt farvel til Santiago. Det er en dejlig by. En ren by og en stilren by.

Var ned i katedralen og sige tak for turen.

Kl. 15,20 stiger jeg på toget mod Barcelona.

 

 

Tirsdag d. 11. juli

Barcelona.

Ankom hertil kl.11,15 efter en ret begivenhedsløs togrejse. 17 timers togtur uden en smøg. Føj! Kl. 21,00 kom togpersonalet og lavede sæderne om til 6 stks. liggepladser. Alle besat. Jeg troede at jeg kunne købe noget spiseligt på toget, men ikke så meget som en krumme kunne jeg få. Lidt wienerbrød og dåsecola, kunne jeg købe, til slem overpris. Nej tak.

Da jeg steg af toget her i Barcelona måtte jeg lige trække vejret et par ekstra gange. Fugtigvarm middelhavsluft så sveden drev af mig inden jeg overhovedet havde rørt mig. Ingen klar luft som i højlandet. Efter lidt besvær med at finde den rigtige metrolinje til ’Liceu’ på Ramblaen fandt jeg hurtigt tilbage til Hotel Inglés.

Et lille værelse på 1. sal med udluftning til en snæver ”skorsten” mellem fire bygninger, hver på 5 etager. Ikke rar at opholde sig i, så det gjorde jeg heller ikke.

 

 

Onsdag d. 12. juli.

Barcelona hele dagen.

Spildte flere timer her i formiddag på at få min flybillet ændret. Kl. ca. 09 delte jeg og en spansk kvinde en taxa ud til lufthavnen, hvor jeg opdagede at ”Sterling Airways” først åbnede kl. 17,00 og det kun for ’check in’. Men jeg blev da klog på hvilket tog jeg skulle bruge for at komme derud igen. Til slut tog jeg toget retur til hotellet og ringede til Sterlingkontoret i Danmark. Det var heldigvis hurtigt klaret. Efter aftale med hotelfatter ringede jeg fra værelset og da jeg ved at det kan være hundedyrt at ringe fra hotelværelser, var det en dejlig gestus da han sagde at de tyve min. det tog at ringe, ikke betød det ringeste.

Det skulle jeg ikke betale for.

 

 

Torsdag d. 13. juli.

Barcelona  - København.

Jeg har været inde at se domkirken i dag. Den fik jeg ikke set sidst jeg var her. Der er både gæs og guldfiskedam i domkirkegården.

Ellers har jeg strejfet rundt i området bag domkirken det meste af dagen. Kl. 16,00 tager jeg ud til Check in.

Kl. 19,15 stiger jeg til vejrs på vej til Danmark igen.

-----

Ja, go’  morgen. Eller rettere go’ nat. Flyafgangen er udsat og vi kommer først afsted kl. 22,30.

Så er der ingen nattog at komme med, når jeg ankommer til Kastrup.

 

 

Fredag d. 14. juli.

Sidder hos Anna og Lasse i Vemmelev ved Slagelse.

Da jeg landede i Kastrup kl. 02,00 var alt lukket og slukket og det sidste tog forlængst kørt.

Ikke engang en taxa holdt der, så jeg kunne komme ind til byen til et hotel. Så jeg brugte den sidste udvej jeg havde.

Jeg ringede til Lasse og spurgte om han gad hente mig. Det ville han heldigvis godt. Så jeg fandt et sted at sætte mig den lille timestid det ville tage ham at køre til Kastrup. Vi havde aftalt et sted at mødes ved sektion 2 så vi fandt hurtigt hinanden og kl. 04,00 kunne vi alle kravle i seng igen. Fortsætter mod Esbjerg her i eftermiddag.

 

Kl. 18,00.

Esbjerg.

Sidder og slapper af hjemme på min egen terrasse. Noget mat i sokkerne.

Men trods alt hjemme.

 

 

Forrige Etape.

OCebreiro - Santiago

Til Forsiden

 

Til aktuelle billedgalleri

Tryk 'Retur' for at komme tilbage til beretning.

Næste Etape

Slut