Ponferrada - O Cebreiro

 

Torsdag d. 22. juni

Ponferrada - Cacabelos. 15,3 km.   07,30 - 15,00

Mere af samme slags stenede ’gedestier’. De slider mere end man tror. Så jeg gjorde flere ophold undervejs og nåede ikke så langt.

Det var min mening at blive en dag ekstra i Ponferrada, men nix.

Da jeg havde overnattet på herberget den ene nat det er tilladt og havde fået oplyst adressen på det eneste hostal oppe i byen, viste det sig at alt var booket op for de næste par dage. Så skulle jeg vælge et Hotel, og det ville jeg ikke spilde penge på.

Jeg havde været oppe og se tempelherreborgen, både udvendig og indvendig, som byen er i gang med at restaurere på respektfuld facon og det var faktisk det mest spændende ved byen. Så er der kun én ting at gøre. Det er at jokke videre. Og er endt i det mest eventyrlige herberg, jeg endnu har mødt.

En gammel kirke med en fantastisk, maurisk? kuppel er ved at blive repareret. Hele vejen uden om kirken ligger en stor oval af en høj kampestensmur, og op ad denne mur er opført 80 små, men nydelige 2 sengs værelser. Ren luksus for et herberg. Med eget lys ved hver seng. Jeg havde enerum, for ingen sov i den anden seng. Det eneste der blev lukket kl. 22,00 var gitterporten ved hovedindgangen ud til gaden. Så vi var mange der sad oppe og snakkede til langt ud på natten om vores tur. Det er en skam at jeg ikke må sove mere end én nat hvert sted.

 

 

Fredag d. 23. juni

Cacabelos - VillaFranca.  7,5 km.  07,30 - 10,00

De fejrer åbenbart også Sct. Hans hernede. Jeg har holdt den ’slappe af dag’ her i VillaFranca del Bierzo, som jeg ikke fik i Ponferrada. Og den har været god.

Kom hertil allerede kl. 10,00.  Mødte det kommunale herberg, som først åbnede kl. 14,00, hvad der er meget almindeligt. Stillede rygsækken og gik op mod byen for at kigge lidt og kun 500 m. fra det kommunale lå ”Refugio Ave Fenix de Familia Jato”. Det er et privat herberg til normalpris men et familieforetagende, opbygget gennem årene med tilskud fra pilgrimme. ’Jesus Joto’ er stifteren og lederen og en farverig person. Så jeg fløj tilbage og hentede min rygsæk og grej og skyndte at indskrive mig på Fenix.

Bortset fra hvad jeg selv har slæbt med af brød, har jeg fået et ekstra måltid her til aften fordi herberget har arrangeret en speciel aftenmåltid til os alle i anledning af Sct. Hans. Eller Saint Xuan, som han hedder her. Og midt i haven har de gjort plads til et lille bål. Det er endnu ikke tændt.

Kl.23,00.

Det er godt nok den mest usædvanlige Sct. Hans jeg nogensinde har oplevet.

Det er langt mere en solhvervsfest end Sct.Hans.

Da mørket faldt på ved 20,00 tiden, kom ’Jesus Joto’ ud i haven med en Queimada?, en stor bowle eller skål på en søjle og hældte et par liter af den lokale brændevin ’Orujo’ deri - og antændte det så spritflammerne stod i vejret. Derpå hældte han et par glas honning på og andre ingrediense af egen tilvirkning fra diverse syltetøjsglas i brændevinen. Og flammerne i bowlen blev total blå og rødviolette.

’Jesus Joto’ rørte  rundt i bowlen med en stor opøserske, hev den højt i vejret og lod den rændende væske falde tilbage i bowlen i en tynd stråle, alt imens de blå flammer stod ud til alle sider. Et fantastisk syn i mørket. Vi fik alle lov at dyppe en finger i opøserskeen og den blå ild brændte lystigt fra spidsen af fingeren, uden at det var varmt.

Til slut stillede vi alle 20 personer op i en cirkel og vi fik alle en snaps i et fint lille lerglas, som vi gav videre til den næste indtil alle havde et glas og skålede på solhvervet.

Så blev bålet tændt og der blev dynget mere og mere på. Det blev faktisk stort. Ved bålets slutning blev gløderne spredt og de som ville, kunne gå på gløder. Jeg havde dog mine ben for kære til at prøve, men flere gjorde.

Og kl. blev langt over 24,00 inden vi kom i seng.

 

 

Lørdag d. 24. juni.

VillaFranca - Vega de Valcarce.    19 km.    06,30 - 12,00

Jeg er dumpet ind på et brasiliansk herberg. Sambamusik en km. ned af vejen inden du ankommer. Og ægte brasiliansk hele vejen igennem. Lige fra al udsmykning i hele huset til urskovsindianeren med fjer gennem næsen på toiletdøren for herrer.

Et brasiliansk ægtepar har oprettet det for nyligt og han er uddannet psykolog fra universitetet i Madrid. Vi havde en lang snak da han fandt ud af at jeg havde arbejdet med mental handicappede børn og unge. Hans datter var i gang med den uddannelse. Og om arbejdet med problembørn i det hele taget. Hans kone nærmest forkælede mig.

 

 

Søndag d. 25. juni

Vega de Valcarce  - O Cebreiro   11,5 km.    06,30 - 12,15

Kort strækning. Strid tur. Selv uden rygsæk! Lige sådan 800 m. tilvejrs over et par kilometer. Og 800 m. op og op ad stenede ’gedestier’ er endnu værre.

Så jeg benyttede mig for første og eneste gang af ”Taxa de peregrino” pilgrimstaxa’en. Det er ikke dig der kan sætte sig ind i taxa’en og nyder turen. Næ, nej. Du får pænt lov til at spadsere der op ad. Det er din rygsæk der er heldig.

Her i Galicien, med de mange, stejle højderygge, kan du for 2 - 4 € få din rygsæk kørt op til næste mål på ruten. Mange benytter sig af det. Og det er OK. Jeg mødte begrebet første gang i Leon og jeg fortryder lidt at jeg ikke har benyttet mig af det. Det er ikke snyd eftersom det er dig der går og rygsækken der kører. Kunne have sparet mig for en del besvær. Nu fik taxa’en lov at fragte min rygsæk her op til O Cebreiro. Og turen herop var virkelig hård - selv uden rygsæk. Men hvis bentøjet er i orden så er viljen også i orden!

 

 

Mandag d. 26. juni

O Cebreiro hele dagen.

Jeg har taget en hel dag fri for at komme til hægterne igen og er blevet her i O Cebreiro. Det er første gang siden Leon. Her sker absolut ingenting. Og det er egentlig det dejlige ved det hele. Ingen trafiklarm, ingen forjagethed omkring dig. Byen har lavet sig selv om til en slags ’Frilandsmuseum’. For nogle år siden var byen hensygnende. Men så begyndte lokale kræfter at at overflytte gamle huse.

5 af de galiciske rundhuse er brudt ned hvor de forfaldt og er genopført her med bohave og alting. Og alle øvrige huse i landsbyen er bygget af de flade skiffersten i gammel stil, med samtlige gader dækket af stenpigning. Virker imponerende. Hele byen er en levende udgave af en middelalderby. ”Ribe anno 1306”. Og turister valfarter hertil i busser. (De gider ikke gå herop, de kyllinger). Så hverandet hus er restaurant eller café. Men det giver skillinger til at redde flere huse. Og en udsigt her oppe fra 1330 m. der siger spar 2 til alting. Lige nu er her skidekoldt. Jeg sidder med både fleecetrøje og vindjakke på.

I morges da jeg stod op, lå tågen så tæt at jeg ikke kunne ret langt, men i formiddags var jeg nede for enden af husene for at se hvor ruten fortsætter i morgen. Det skulle gå langsomt nedefter herfra. I hvert fald mere ned end op.

Hvilket jo ikke altid betyder at det bliver lettere for benene.

 

 

Om vandrestrømper.

En af de ting du skal være virkelig opmærksom på inden dagens etape er at dine vandrestrømper sidder tæt ind til tæerne inden start. Den mindste fold nogetsteds kan give virkelig grimme vabler. Og når du tager vandresokkerne udenpå, at de også sidder tæt og sluttet om foden.

Nogen påstår at du skal vaske strømperne hver dag efter turen, andre påstår at det er bedre at strømpen slutter fast om foden i nogle dage. Det er det også. Til gengæld falder fluerne ned af væggen, når du tager støvlerne af.

Alle herberg har en støvlereol et sted med kraftig udluftning af samme grund.

 

 

Forrige Etape.

Leon - Ponferrada

Til Forsiden

 

Til aktuelle billedgalleri

Tryk 'Retur' for at komme tilbage til beretning.

Næste Etape

OCebreiro - Santiago