RONCEVALLES  -  LOGROÑO

 

 

Fredag 19/05

Roncevalles - Zubriri. 21,6 km.

Tidlig morgen: Roncevalles. 06.00

Det er tåget. Det driver med skyer under niveau og bjergkant.

Solen i Barcelona og Pamplona var behagelig, men ikke styg varm. Ude af solen var skyggen til gengæld kold.

 

Så er den første etape gået. Og gået fint. Vi blev ”lukket ud ” fra Roncevalles kl. 06,30 og kl. 06,45 startede jeg på turen til Santiago del Compostela.

Ankom her til Zubriri til det kommunale herberg , som er en gammel nedlagt skole, indrettet til sovesale, kl. 13,30, lidt øm i benene, men ellers ingen besvær.

Men jeg er ræd ved at mine skuldre er meget ømme i morgen.

Turen over Mertitz var skrap. Det var en eventyrlig strid klatretur, fra ned til flodlejet og op igen til 750 m. Og så små 750 m. små skridt nedefter igen.

Så nu vil jeg tage mig en time på langs med siestaen og så gå ud og finde brød og ost. De sidste rester fra i går spiste jeg til morgenmad i morges.

Skørost? Hytteost? I hvert fald blød ostemasse du kan fordele på brødet via fingrene.

 

 

Lørdag 20/05

Zubiri - Pamplona.  26,8 km.    06,45 - 14,00

Vi fik alle besked om at gå en omvej på ca. 6 km. da den oprindelige sti var blokeret af stenskred.

Så hele dagen har jeg gået på enten asfalt- eller cementstier. Ikke rart.

Til gengæld har turen i dag været afslappertur oven på dagen i går. Stenede ”gedestier” op i 750 m. højde er ingen spøg.

Vejen fra Arrila og ind til Pamplona er ikke godt markeret. 2 gange blev lokale beboere nødt til at udpege vejen ind til byen, fordi pilene manglede. Men broen var der godt nok.

Herberget her er gamle, nedslidte lokaler bag ny facade. Det snyder i negativ retning.

 Spanierne er et uhyre talende folkefærd. Hvis jeg spørger en person om et eller andet på engelsk, vælter ordene ud i en lang, lang smøre med en masse fakter og armbevægelser og hænder til enten højre eller venstre. Så er det lige at snuppe de signaler, ord eller tegn der er vigtige for  min videre vandring. Eller hvor jeg skal gå hen for at få noget fornuftigt at spise.

Det gamle Pamplona er et fantastisk syn, liggende højt hævet bag de gamle fæstningsmure op over de nye bydele.

 

 

Søndag d. 21. maj.

Pamplona - Puenta la Reina.  25 km.  08,00 - 16,30

Jeg havde egentlig beslttet at tage en hviledag i Pamplona, med da ”Archives de Navarra” ikke havde åbent om søndagen, kunne jeg lige så godt fortsætte, nu da jeg var i ”rejsetøjet”. En behagelig tur bortset fra stigningen over 4 km. op til passet ”Alto de Perdon” med skulpturerne i 950 m. højde. En række pladejerns skulpturer af pilgrimme står på det højeste sted. Sammen med et temmelig koldt sus. Det blev dog bedre da vi kom ned i lavlandet igen via et stenfyldt, udtørret flodleje. Det tog over 8 timer at gennemføre turen i dag. Men jeg lider ingen nød eller skavank. Alle butikker er lukket her i Puenta la Reina, så jeg kan ikke købe brød. Heldigvis har jeg lidt fra i fredags, så marmelademaden er reddet. I morges startede jeg med at spise solidt med brød, ost og Nescafe, så først nu her til aften har jeg fyldt på med en omgang spagetti. Midt oppe i passet var der en kilde med rent, klart vand. Så er det om at få tømt vandflaskerne for det lunkne vand og få fyldt koldt på.

# Hovedparten af de vandrende er spanier. 80% ca. Mødte i dag tre danskere. et par og 1 single. 4 australier og et par fra Island..

Mest går jeg dog alene. Det kan jeg bedst lide. Så er der ingen at diskutere pauser eller tempo med. Eller hvem der skal gå i det bedste ”spor”.

 

 

Mandag d. 22. maj. 

Puenta la Reina  - Estella.  22 km.   07,30 - 14,45

Ikke nogen udmarvende tur I dag. Men heller ikke speciel spændende. En del af ruten var fjernet p.gr. af motorvejsbyggeri og i stedet var der åbnet en anden rute lavet af fladtromlet byggeaffald - og det er ikke spændende at at gå i. Til gengæld gik vi så ned ad et højdedrag på et et rigtig gammel stykke romersk vej. Kantet af tilhugne kampesten og belagt med flade sten, alle stillet på højkant lige så tæt op af hinanden.                                                           

Hele ruten fra Lorca til Villafuenta foregik dog ad en fantasiløs markvej uden nogen form for afmærkning, så jeg flere gange var i tvivl om at jeg var gået forkert. Så endelig en gul pil der viser at det er den rette vej. Der plejer ellers at være gule pile på alting alle steder,

men ikke her. Den ringeste rute i disse 4 første dage.

 

 

Tirsdag d. 23. maj.

Estella - Los Arcos   21,3 km.   07,15 - 13,30

En lille, søvnig flække uden de store armbevægelser. Det virker som om de eneste turister som falder over dette sted, er dem som kommer vandrende. Men det er jo også en del gennem sæsonen.Herberget har plads til 75 og her er fyldt helt op. Jeg har gået langs et smukt højdedrag det meste af dagen med ruten op gennem det flade agerbrugsområde mellem de forskellige højdedrag. Smukt område.

Den mærkeligste oplevelse ved turen i dag var”brønden” i Irache. Der er to haner.

En til klart kildevand - rent og godt - og en til rødvin. Og de fungerer begge.

Men ingen tømmer blot deres vanddunke og hælder rødvin på, for rødvin virker ikke som væskeerstatning.

Den gør dig mere tørstig og træt i benene ret hurtigt og der er mindst 4 timers gåtur gennem total mennesketomme

landbrugsområder langs højdedragene. Så jeg nøjes også med et par små krus og fylder så  ellers rent og godt vand på min drikkeflaske. Havde brød og 1 l. drikkeyoughurt med mig som jeg sad ved en gammel hustomt og spiste ved tolvtiden, halvvejs på ruten.

 

# Det er sjovt at opdage at i et så katolsk land som Spanien, er der overalt i herbergerne blandet køn på sovesalene. Ikke noget med mænd for sig og kvinder for sig. Vi er to mænd og to kvinder i det i det fire-mands lugaf hvor jeg skal sove i nat. Sidste nat 25 af begge køn i én sovesal. Og samtidigt et gevaldigt snorketræ i min overkøje.#

 

Onsdag d. 24. maj.

Los Arcos - Viana.    18,5 km.  07,30 - 15,15

Jeg er lige ved at tro på fortællingen om ”Sct. Christoffersens rejse” selv.

Sammen med et dansk par var jeg nede at købe madvarer i et lille supermarked. Smøreost, marmelade m.m. og da vi kommer ud derfra, går jeg tilbage til herberget for at få noget aftensmad. Det andet par gik andre veje.

Tilbage i herberget lægger jeg brød, ost osv. op på bordet og flækker brødet. (Daggammelt og ret kedeligt). 6 - 7 spanier sidder ved den anden ende af langbordet efter at have spist og da de ser mit måltid, spør de mig om jeg ikke vil have resten af det måltid de har haft. De har lavet alt for meget. Ris, småkød og salat, tilberedt på spansk. En dame blandt dem, som jeg har set på ruten, fortæller de øvrige at det er mig der har den dér vandrestav. Hun viser højden og bevægelsen mens hun går rundt. Det var et overdådigt måltid. En skudefuld af mad, så nu er jeg mæt, for første gang i flere dage.

Til gengæld var jeg helt på pumperne ved 13-tiden i dag. Ved 12-tiden satte jeg mig i skyggen af to gamle popler og spiste mit brød og ost og drak 1 liter drikkeyoughurt alt for hurtigt. Mærkede godt i maven, men en time senere kom resultatet. Resourcerne slap pludselig op. Fordøjelsen krævede sit, bentøjet krævede sit op ad en strid stigning og høj, hård sol krævede sit, så jeg var ved at falde om, midtvejs op af bjergsiden af udmattelse. Så kunne jeg tydelig mærke at kroppen sagde stop!! Nu!! Så jeg fandt hurtigt en skyggefuld plet under nogle buske og smed mig på ryggen og sov en lille siesta mellem 13,00 og 14,00. Derefter var jeg klar igen. Klog af skade. Og med kun 100 m. tilbage af stigningen, var det hurtigt klaret Resten af vejen til Viana foregik på asfaltvej og ca. to timer jævnt faldende  terræn.

Byen selv er en smuk lille by, omgivet af store industriområder, men den den gamle by ligger indenfor fæstningsmurene med en meget stor kirke-ruins ydermure i bymidten.

 

Torsdag  d.25. maj.

Viana - Logrono   12.km  08,00 - 12,30

Jeg har valgt at standse op her i Logrono, fordi jeg gerne vil se nærmere på denne gamle by. Stille og fredelig.

Jeg jokkede kilometervis ind mod byen langs industrikvarterer og skal som sædvanligt helt op til domkirken. Dér står  storkene, som sædvanlig, på hovederne af alle statuerne og knebrer.

Jeg gik fejl af vejen fra Viana, men slap heldigt fra det.

Et ældre, amerikansk ægtepar, en spanier og jeg endte pludselig ved ”verdens ende”.  På gr. af vejarbejde, var vejen vi gik ud af pludselig forvandlet til dybe udgravninger til en kommende motorvej med larmende maskiner overalt.

En mand i bil kom susende og sagde at vi skulle vandre 1½ km tilbage og tage en anden asfaltvej. Og det op af bakke. Så det begyndte vi så på. 100 m. senere standsede en vinbonde sin traktor og vinkede os hen til sig. Den ordre kunne vi bare blæse på. Vi skulle bare gå ned igen til bækken, følge kanten af vinmarken  langs bækken indtil der kom en gård og der ville vi få mere besked. De gjorde vi så. Løs jord mellem vinstokkene og gården lå der også. Vi blev lukket ind ved baghaven, ledt op mellem bygningerne og fik at vide at vi bare skulle gå ud gennen hovedporten og til venstre, så ville vi snart være tilbage på caminoruten. Så det gjorde vi og et par km. fremme ramte vi ruten igen.

 

Om spansk tålmodighed.

Jeg tror jeg har lært hvad ”spansk” tålmodighed er.

Hvis jeg henvender mig til en cafevært med et ”Hola” og han er i samtale med en anden kunde, så kommer han hen og jeg bestiller min CafeConLeche og han nikker og berigtiger - og så går han tilbage og snakker videre om alt muligt med den anden kunde. Ofte fodbold. Det tager enorm tid. Og hvis nogen hiver en avisartikkel frem og begynder at diskutere det, så diskuterer de det helt til ende, inden værten igen henvender sig til mig og spørger om det skal være en stor eller lille. Det er noget, der tager sin tid. Mindst 10 min.

Og så hader spanierne at man vil betale på stedet. Du får din kaffe og lægger dine 1,30 euros på disken, og så ignorere værten dig og henvender sig et andet sted . Og du vil jo ikke gå udenfor med din kaffe, hvad jeg foretrækker, førend den er betalt, og så får du lov til at stå i laaaaang tid. Du skal ikke ligefrem slå i bordet, men jeg har flere gange udtalt et ret kraftigt betonet ”Hola” førend jeg kunne få lov til at betale. De foretrækker at komme ud til dig med notaen på en lille træ- eller metalplatte.

Har du så ikke ’lige’ penge, skal de ind og veksle og så falder der ofte en skilling af til dem.

Ikke hos mig og ikke for en kop kaffe!

 

 

Forrige Etape.

Esbjerg - Roncevalles

Til Forsiden

 

Til aktuelle billedgalleri

Tryk 'Retur' for at komme tilbage til beretning.

Næste Etape

Logrono - Burgos