LEON   -  PONFERRADA

 

 

Tirsdag d. 13. juni

Leon hele dagen.

Ankom i går ca. kl. 13,00 og gik i kloster. Oven i købet et nonnekloster. Med rigtige nonner. Refugiet her tilhører Benediktinersøstrenes kloster. Men det var noget af det mest primitive jeg endnu har set. Bevares, pæne bygninger og flotte sovesale, men derudover intet. Alt hvad der hed udendørs aktiviteter var en række plastikstol op langs en solsveden mur i en skolegård og to små plastikborde . Ingen skyggefuld sted at sidde og slappe af når vi var 60 personer til at dele. Og stadig kun 2 toiletter til alle. Måske er klosteret kun en nødløsning i trængslet? Det håber jeg, endskønt den står omtalt som  ”Madrasser. Alle faciliteter undtagen køkken. Åben hele året.” Det vil jeg sætte ? ved.

Kl. 18,00 skiftede jeg i hvert fald opholdssted.

Fra nonneklosterrefugium til et Hostal. Jeg havde ellers rullet min sovepose ud, som tegn på at du ”ejer” den køje, men med 60 mand om to toiletter og to brusere og 35 grader i skyggen og ingen skygge at sidde i, taber jeg godt nok tålmodigheden. Den lærer jeg ellers en masse om hernede.

Så da jeg fandt Guzman Hostal og kunne få et brusebad uden at 12 mand med bare numser stående ventende udenfor og vente på at tisse, med fem mand stående foran mig, valgte jeg at skifte sovested.

Katedralen her i Leon er et fantastisk syn. Ikke udefra. Ingen høje gotiske spir eller deslige. Men selve kirkerummet. Glasmosaik ved glasmosaik, meterhøje og kun holdt oppe ved tynde stensøjler imellem dem. Hele vejen rundt og i to niveau’er. De nederste vinduer nok 5 m. høje hver især og det øverste ”galleri” op til 10 m. høje, fortællende alt fra skabelsen og frem. Hele vejen rundt, alle fire sider, findes disse kæmpemæssige, gotiske glasmosaikker.

 

 

Onsdag d. 14. juni

Leon hele dagen.

Hovedstrøget her i Leon  ”Calle Ancha”  er ligesom en blanding af Vesterbrogade og Strøget i København. Et travlt forretningsstrøg. Kun lige de sidste gader før katedralen er bilfri. Men der er intet fortov og biler og fodgængere passer sig ind med hinanden. Nærmest en ”bilende gågade”. Og alt glidende roligt. Og en masse små sidegader og småstrøg hvor de mange shops og caféer befinder sig. De virker ikke anmassende på miljøet..

Leon er den bedste by jeg har passeret på turen. Her er turister, ja. Men den gamle bydel er så stor at det ikke virker dominerende. Selve byen har sin egen rolige atmosfære. En slags afslappende sindighed.

Gik en lang tur langs floden her til formiddag. Ikke noget at råbe hurra over. Intet naturligt leje og ingen naturlig vækst. Dæmmet ind som søerne i København. Med skrald allevegne. På den fjerner side drøner en ringvej men på denne side en møgfriseret park et langt stykke med legepladser til alle aldersgrupper for hver 300 m. Spændende ting ind i mellem.

 

 

Torsdag d. 15. juni

Leon hele dagen.

Overalt i Leon er der rejst moderne kunst og skulpturer. Det virker godt. Og de nye bygninger der bliver rejst, glider naturlig ind blandt de huse der omgiver dem.

En respektfuld skiften mellem gammel og nyt. Blandet med ærbødighed.

 

Når jeg skal have lavet nye huller længere inde på min livrem og spændt min urrem ind, så har jeg vist et lille problem!

 

 

Fredag d. 16. juni

Leon - Villa da Mazarife.   21,4 km.  06,00 - 13,00

På vej ud af Leon. ”Ak ja, hvor længe var Abraham i paradiset”  som Jeppe siger.

Det er en sej omgang. 7 km. af absolut ingen interesse, så jeg snød. Så da jeg havde gået en del af vejen, tog jeg en taxa det sidste stykke ud af byen. 7 km. skal du ud førend du møder Caminoruten igen ved ’La Virgen del Camino’.  Og derefter  er der endda to ruter at vælge mellem. En langs hovedvejen N120 og en, lidt længere, gennem tre småbyer.

Kl. 19,00. Er endt ude på den anden side af bøhlandet i landsbyen ’Villa de Mazarife’.  Et lille privat herberg ved navn ”San Antonio de Padua.”

Det hele startede i øsregnvejr. Jeg var knapt nået ned til floden førend det hele endte i styrtregn og lyn og torden. Så for det første gik jeg i hi på en café en halv times tid  og efter nogen vandring snuppede jeg en taxa ud gennem forstæder og industrikvarter. Jeg havde ellers forsvoret at jeg ville gøre det hele pr. gåben, men kl. 06 om morgenen i øsende regnvejr med blanke lyn hen over himlen, er der rigelig tid til at lave beslutninger om. Det kostede mig 4 €  for de ti km. og sparede mig foor to timers vandring. Jeg har valgt den lidt længere tur ind i landet. En hovedvej hele dagen er ingen spøg. Så hellere 5 km. ekstra med fuglefløjt.

Til gengæld mistede jeg min solkasket. På grund af vejarbejde, som der er forfærdeligt meget af i Spanien for tiden, mistede jeg retningen og en bilist bremsede op og spurgte om jeg gik Camino. Jeg nikkede og han sprang ud, pakkede mig + rygsæk + stav ind på passagersædet, vendte bilen og kørte mig det rigtige sted hen hvor han lossede mig af igen med et ’Bueno Camino’. Desværre fik jeg ikke kasketten med igen. Og den er livsnødvendig i den brændende sol. Så nu har jeg måttet købe mig en værre stråhat i tyrolerfacon.

Jerez, manden som ejer stedet her, forærede mig en ny kasket og fik overdraget tyrolerstråhatten.

Jerez har selv bygget herberget. Han gik turen i 1991 og med løftet om at bygge og drive et herberg hvis han blev helbredt for en kræftsygdom, hvilket han blev, vendte han tilbage og byggede herberget. Der er kun plads til 20 men han laver mad til alle og serverer et overdådigt morgenmåltid. Han er på min alder og har en lang, flot hestehale. Jeg gav ham, uden at blinke, 10 € som tak for ophold og hjælp og som tilskud til det store arbejde han gør for pilgrimmene.

 

 

Lørdag d. 17. juni

Mazarife - Hospital de Orbigo  15 km.   07,00 - 11,30

Jeg er ikke kommet særlig langt i dag. Kun 15 km. Min ryg har drillet mig helt eventyrligt. Det er ikke selve rygraden der noget i vejen med, men ømhed hele vejen over hvor livremmen sidder. Men det gør at jeg går ”skævt” og det forplanter sig til hele ryggen.

Ruten fra Mazarife hertil er ikke spor spændende. En asfaltvej 6 km. ligeud og i dette tilfælde er det LIGEUD.

Så holder vejen lige pludselig op og bliver afløst af en jordvej der snor sig et par km. for så igen at gå ligeud lige indtil en km. her før Orbigo. Provinsen Leon har meget at rette op på for at nå på omgangshøjde med de øvrige provinser.

Broen her i Orbigo er den længste stenbygget bro, med 19 buer, jeg endnu har set. Strækker sig hele vejen hen over en bred floddal. Og hver morgen og aften bliver en vældig fåreflok ledt hen over broen. Jeg har forsøgt at fotografere det men solen står forkert.  Her har lige været byfest med ridderturnering og det hele.

Bor på et hostal ved den ene ende af broen. Det kommunale herberg er en skændsel. Ubetjent og uden opsyn og langt uden for byen.

’’Jeg kan godt forstå at spanierne har så mange børn med alle de storke der findes her.’’

 

Søndag d. 18. juni

Hospital de Orbigo - Astorga.  19 km.  08,00 - 13,30

Jeg har fundet et lillebitte herberg neden for den stejle opstigning op til byen, domkirken og herberget deroppe. Der er en tappe derop med jeg ved ikke hvor mange trin, men der er mange. Besluttede mig også for ikke at gå ned af dem igen med trapperne i ’La Sagrada’ i grim erindring. Så nedstigningen fra byen til herberget foregik langs bilvejen, endskænt den var meget længere.

Astorga selv består af tre store plazzaer. Kirketorvet, centraltorvet og revolutionstorvet. Og så et netværk af små gader derud fra. Ikke noget dårligt sted.

I morgen starter turen med en gevaldig ’optur’ op omkring domkirken. Den var i øvrigt helt lukket p.g.af reparationer.

Herberget her er udstyret med en Cola-automat. Det er al fortæring. Men da jeg efter min ankomst trak mit tørre brød og sardiner frem, kom herbergsmutter med en stor tallerkenfuld løse ris til mig og kogte vand til min Nescafe. I morgen tidlig er morgenmad indbefattet prisen, hvad det så end består af. Det bliver i hvert fald en rolig nat uden snorken. Her er kun to svenske piger og jegselv.

Mine lår er blevet temmelig meget tyndere. Det er vist dér jeg har smidt mine kilo.

 

 

Mandag d. 19. juni

Astorga - Rabanal   20,6 km.  07,30 - 16,00

I dag er det nøjagtig en måned siden min caminotur startede. Gået fra Astorga til Rabanal. Jævnt stigende hele vejen. Dagen startede smukt med fuld sol, men i El Gonzo ramte et lokalt, med gevaldigt tordenvejr. Heldigvis var jeg et kvarter før nået frem til Caféen så da skyerne pludselig trak sammen, trak vi dvs 5 andre pilgrimme og jeg indenfor. Og så regnede det eller i spandevis. Caféen er en stor vognport og vandet silede ind fra front så alle måtte redde deres rygsæk og vandet steg op over dørstærsklen bagved og ingen kunne høre andet end vandets hamren på plastiktaget. 1½ time efter klarede det lidt op igen men det småregnede i perioder de sidste 7 km. til Rabanal. Da jeg var nået dertil kom den næste virkelige tordenbyge. Jeg forblev tør, men der var mange, midt på ruten, der blev virkelig våde den dag.

Refugiet her er et kloster, med messe og det hele. Blev modtaget af en norsk og tysk munk. Messen var nu ingen messe men ”Vesper”  kl. 19 med gregoriansk vespersang. To munke skiftedes til at synge disse meget smukke, men monotome sange.

Eneste hage ved det ophold var at der var total rygeforbud på hele klosterets område, selv i haven udendørs. Ud på landsbygaden hvis jeg skulle have en smøg.

 

 

Tirsdag d. 20 juni.

Rabanal - El Acebo.  16 km.      07,00 - 13,30

Jeg har afleveret IngeLises sten ved Cruz de Ferro. En kæmpedynge af sten på 5 - 6 m. højde. Det var diset og køligt deroppe i 1500 m. højde. Hele ruten i dag er foregået på stenfyldte klippeveje. Så det er mere vigtigt at holde øje på stenene end på udsigten. Der er ingenting på stien der er plant. Alt er klippesten og knudret bortset fra de sidste fire km. hvor det går stejlt nedefter på samme slags gedesti. El Acebo selv er en række sammenhængende huse langs den eneste gade der findes, nemlig hovedgaden. Og to biler kan ikke passere hinanden. Vi så flere gange hvorledes den ene bil bakker op på kirkepladsen, hvorefter den anden kan fortsætte. Her findes kun denne række huse, en café, som samtidig er et stort og godt herberg og en enkelt lille sidegade for enden af byen med en lille landhandel, som åbner når nogen banker på ejerindens dør.

En lille men gammel og meget smuk landsby.

 

 

Onsdag d. 21. juni.

El Acebo - Ponferrada.    17 km.      07,00 - 12,30

De sidste km. ind til Ponferrada er ikke præcis sjove. Sten, sten og sten. Men byen selv er spændende. Byen er i gang med at restaurere en kæmpestor tempelherre borg og den er et imponerende syn.  De fleste af ydermurene står uberørte af tiden og de er nu i færd med at rekonstruere de indre mure. Flot og omhyggeligt gjort. Ingen lette løsninger. Altså bortset fra byggekraner i stedet for trillebør.

 

 

 

Om Herbergene.

Det værdste ved disse herberge er at alt lyset slukkes kl. 22,00.

Og det er slet ikke sikkert at jeg er klar til at sove kl. 22,00, natmenneske som jeg er. Det er derfor jeg en gang i mellem vælger at betale det mere for et Hostal. Så kan jeg vågne  kl.01 eller 02 eller 03 og få tisset af og få mig en natsmøg , uden at smække mig selv ude af herberget. Det har jeg prøvet to gange. Den første gang var den allerførste aften i Roncevalles. Jeg anede ikke at der var låst udefra når det sagde ’klonk’. Ventede efter nogen banken på klosterporten ca. 10 min. på at blive lukket ind igen, og mit stempel i pilgrimspasset viste at jeg var OK.

Den anden gang var i et lille Refugio, kan ikke huske hvor. Folk vandrede ind og ud, men den sidste smækkede åbenbart døren - og dér stod jeg.  Det tog liiiiiiidt tid inden nogen gad møve sig ned og lukke mig ind igen. 

 

 

Forrige Etape

Burgos - Leon

Til Forsiden

 

Til aktuelle billedgalleri

Tryk 'Retur' for at komme tilbage til beretning.

Næste Etape

Ponferrada - OCebreiro