Esbjerg - Roncevalles.

 

Lørdag d. 13.maj 2006

Fik overrakt en lille sten af IngeLise der skal lægges ved et sted kaldet ”Cruz DeFerro”. Alle pilgrimme skal smide en sten dér, indeholdende deres synder, helst en sten medbragt fra hjemlandet. Samt et lille jadekors der skal afleveres ved statuen af Sct. Jacob i katedralen i Santiago Del Compostela. Jeg ved endnu ikke hvor.

 

Mandag d. 15. maj.

Rygsækken er parat. Jeg er parat. Den eneste ting som ikke er parat er tiden. Den er altid langsom og bagefter ved deslige lejligheder.

Efter at have proppet alt i rygsækken jeg kan komme i tanke om jeg får brug for, så vejer den faktisk de 7,5 kilo jeg har gået rundt med på øveturene. Så er der lige de to liter vand oven i, men det vænner jeg mig jo nok til.

I morgen tidlig kl. 08,55 starter turen fra Esbjerg station til Kastrup.

Kl. 16,00 letter flyet mod Barcelona.

 

Tirsdag d. 16. maj. Kl. 22.30.

Så er turen delvis begyndt.

Sidder på Hotel Ingles i Barcelona. Det tog lidt tid at genhuske de forskellige Metro-linier for at nå til Liceu på Ramblalinien. Men det lykkedes. Og det tog lige så lang tid at finde hotellet, for der er ingen skilte at se på afstand. Og gaden er smal.

 

Onsdag d. 17. maj.

Det var godt jeg havde valgt at tage en dag ekstra i Barcelona, for det tog 1½ time blot at få købt en billet til Pamplona.

Stillede mig pænt i kø ved et billetsalg, for blot at få at vide at det kun var til nærtog omkring Barcelona. Det tog nogen tid blot at få dén oplysning. Jeg skulle ned i den anden ende af hallen.  Port 1 - 10.

Så jeg jokkede derned og stillede mig igen op i en kø der så ræsonabel ud. Efter ca. 20 min. - oppe ved lugen - fik jeg at vide at jeg skulle have trukket et nummer i en automat et sted.

Ingen kære mor!!  Hen efter et nummer. Og det var der ca. 100 der havde gjort mens jeg pænt havde ventet i køen. Bagerst igen.

Til gengæld havde jeg intet besvær med at købe biletten. Jeg havde fået hotelmanden til at skrive hele proceduren ned på spansk, så jeg blot kunne skubbe en seddel under ruden: Jeg vil gerne have en billet til Pamplona i morgen kl. 07.00.

Keine hekseri, nur …osv.

Det værdste ved de spanske tog er at de alle er total røgfri. Så fra 07.00 - 12.30 uden en smøg er ingen spøg.

 PAMPLONA - Kedelig, moderne byggeri at stå ud i fra toget. Nybyggeri til alle sider. Indtil du når floden, som vist nok kun er en snavset strøm tværs gennem byen og går over broen - og ser den gamle bydel ligge, højt hævet, bag en gammel bymur, over alle trækroner og trafik og alt hvad du kan forestille dig. Du sætter dig bare stille ned og kigger i lang tid.

 

Torsdag d. 18. maj.   Roncevalles.

Har været inde at få det første stempel i mit pilgrimspas. Mit ”credential” som det hedder hernede. I morgen er den første dag på turen til Santiago.

Den bus som var beskrevet i min guidebog til Roncevalles virker ikke. Lige på tiden er der ingen forbindelse derop. To spanier fra Sevilla havnede i samme situation som jeg og lovede at gelejde mig gennem besværlighederne. Det endte med enten en ekstra overnatning i Pamplona eller en fælles taxa til Roncevalles.

Det kostede 8 € mere end bustaksten. Til gengæld fik jeg en oplevelse op gennem de pyenæiske bjergdrag til Roncevalles 900 m. oppe. Og i stedet for to timer med bus, så kunne jeg betragte hele klimaskiftet i løbet af tre kvarter.

 

Forrige Etape.

Ingen tidligere!

Til Forsiden

 

Til aktuelle billedgalleri

Tryk 'Retur' for at komme tilbage til beretning.

Næste Etape

Roncevalles - Logrono