CASA MILA  1906 - 1910   &   CASA BATLLÓ 1904 - 1906

Klik på billederne for at forstørre dem - brug "Tilbage" knappen på Menulinien for at komme tilbage til siden                       Retur til forsiden.

Casa Mila, eller "La Pedrera – Stenbruddet"  er en af de mest berømte boligkomplekser Antoni Gaudi har skabt. Tilnavnet kan jeg godt forstå, for huset ligner faktisk en række vandrette skår hvor  blokke er udskåret og hentet ud af et eller andet marmorbrud. Bortset fra at intet ud over det vandrette følger kendte vinkler.

 

 

 

.  

Alle altaner ud mod gaden er kranset af tang, skabt i fladjern, og alle rum i huset er uden hjørner.

Jeg tror ikke at der findes en eneste ret vinkel i hele komplekset. Alt vrider og vender sig ind og ud fra hinanden. Når du går ind i huset, går du ned i en parkeringskælder !!!  og følger en udvendig, overdækket trappe op til boligerne. Men en trappe og en  overdækning der får dig til at blegne når du ser resultaterne af vor dages højhus trappebyggeri. 

(Indrømmet: Der er nogen der stadigvæk kan)

  

Gaudi lå også ret hurtigt i strid med bystyret om at de søjler som bærer huset, måtte række en meter ud på fortovet eller ej og han plantede dem dér. Han byggede efter sin helt egen ide og var efterhånden berømt nok til at han kunne gøre det. Han havde en mæcen der støttede ham og han fuldførte byggeriet efter adskillige trakasserier ved at bygge skorstenene, som ikke blot er skorstene, men også udluftningskanaler og afsluttede på en helt eventyrlig måde husets flade, men stærkt bugtende tag på sin helt egen facon. Både Gaudí og husets form gav åndenød og ekko i den tids allehånde medier.

Man kommer i dag ind ad en indkørsel til et stort indendørs garageanlæg i kælderen. Planlagt og bygget allerede  1907 til hestevogne. Der står godt nok ingen biler dernede  i dag (det er forbudt), men der bor almindelige mennesker på de forskellige etager.

5. Etage er museum med en lejlighed der står som den var, da huset blev bygget i 1910.  Alm. familieliv på 4. og 3. og 2. etage + advokatkontor på 2. På 1. salen er der i dag ét stort udstillingslokale.

 

 

 Der er to store åbne lysskakter ned midt i komplekset som alle vinduer til gården vender ud i mod, men de virker ikke som baggårdenes lukkede lysskakter. Snarere tvært imod. De er skæve og lukke lys helt ned.

De er i hans arkitektur lysgab opefter fordi solen når langt ned gennem etagerne. Alle fem etager op er forskellige i både rumfordeling og lejligheder, da der ikke er nogen bærende vægge. Gaudi har til gengæld indmuret nogle bærende søjler der rækker op i hele husets højde og som bærer alle etagerne.

Hele førstesalen ejes i dag af kulturministeriet som har løbende udstillinger, uden nogen begrænsninger af vægge eller noget andet, end hvad de selv stiller op. Da vi var der, hed udstillingen  "L´amour del Morte – Kærlighed til døden"  og viste tegninger, skitser og kobberstik om kærlighedens forhold til døden – og vise-versa

 

Vi tog elevatoren op under taget og oplevede – en hvælving med modeller, afprøvninger og  afstøbninger, Gaudis drømme og værker i miniformat og – eventyrlig lang vandring for at finde vejen op til selve taget til alle disse skorstene.

 Casa Mila er faktisk ret stor oppe i hvælvingerne under taget men vi blev til sidst, da vi spurgte, vist hen til en smal skakt hvor der stod TIL TAGET.  Og hvilket tag.  

Taget er fladt men det flade skal tages med nogen forbehold for der er niveauforskelle på adskillige meter.

 

Jeg havde troet at et fladt tag var fladt men allerede ved udgangen af døren  gled taget ned af og forsvandt i både trin og slugter. Og de mange skorstene tårnede sig op på alle sider af en selv. De var høje. Meterhøje.  

 Det var for øvrigt Tove der påpegede at de slet ikke var skorstene, men udluftningskanaler Gaudi havde lavet, og ved at se nærmere på udformningen af dem, måtte jeg give hende ret.

  

Og som alt hvad Gaudi havde fat i, var de beklædt med brudte keramikstykker. Det er et træk der går igen og igen hos Gaudi. Hans kærlighed for mosaik og de muligheder alle disse keramikstumper gav for en udfoldelse i mosaik.  Mest gennemført nok i Güell parken, en af Gaudis mest markante tilegnelser til Barcelona.

 På turen ned fra taget på Casa Mila stod vi lidt og kikkede på trapperne ned derfra.

5 etager for at komme ned!. Vi havde begge meget ømme eftervirkninger fra turen op i tårnene på La Sagrada Familia  dagen i forvejen og samme dags eftermiddag opdagelsen af bakkedragene i Güell parken, så det at gå nedad gjorde forbandet ondt i læggene.

(At gå opad gjorde derimod intet besvær)

Vi gjorde det alligevel, og ville have fortrudt det bittert, hvis vi  havde taget elevatoren.

4. etage viste hvorledes Gaudi , i de rum der var til hver familie, havde inddelt pladsen til både stor stue, kammer, køkken, børneværelse, soveværelse og linnedstue.

Vi gik ad trapperne lige så stille nedefter, og beundrede de store marmorflader der fulgte os hele vejen ned. Det var smukt. Eventyrligt smukt.

 

CASA BATLLÒ 1904 - 1906 Det ser ikke ud af meget _ men er meget. Det er privat ejendom og der er ingen adgang. Desværre.

Hvis Casa Mila er et eventyrhus, så er Casa Batllo et fe slot, klemt inde mellem to ganske almindelige, noget mere fantasiløse huse. Et hus der mere hører hjemme i en fantasy-film end på en gade i en storby.

Gaudís elefantfods søjler findes også her og opefter slynger og vrider huset sig som et organisk, levende væsen. 

Facaden er helt og holdent udført i de mest utrolige mosaikarbejder,  føjet sammen af keramiske smådele i grønne og blålige og rosa nuancer.

Og sæbebobler, bygget i sten, tror jeg.
Taget er et helt kapitel for sig selv. Det er ryggen på en drage og skællene ses tydeligt når du står foran huset.

At det katalanske borgerskab har korset sig da de så det første gang, forstår jeg udmærket. Det virker simpelthen overvældende.

Midt gennem hele taget er der bygget et mægtigt hul. Måske er det Gaudís måde at lave en kvist?

 

 

Retur til forsiden   MIRO Museet
  La Rambla Casa Mila  &  Casa Batllo
Mad  &  Drikke Grüell Parken 34 timers bustur.