OG UNGERNE I REDEN....

 

 

 

 

Sedlen lå på køkkenbordet da Anton kom hjem.

 

   2 l. mælk

   1 bæger margarine

   1 rugbrød (fuldkorns)

   1 pk. blandet fars.

   Corn flakes

   2 kg. Amo mel

   20 Cecil.

 

    Kommer kl. ca 1730 

              Kys.     

                   Mor.

 

Under papiret lå tre tyvere.

"Fandens også," hvæsede Anton. Han havde ikke den ringeste lyst til at fise ned i den dumme butik lige nu, midt i sommer­varmen. "Fandens," sagde han igen. Det var fordi hans mor ikke var hjemme. Lars ventede dernede, og han var kun lige smuttet op med skoletasken fordi han havde sagt at han sagtens kunne blokke sin mor for en tyver til svøm­mehallen.

"Fandens." Han råbte det ud mod køkkenvinduet, som for at give det ekstra plads. At alle kunne høre at han var utilfreds. Men det var lukket. Istedet gav han skoletasken, dum og tung af bøger, et fur hen over gulvet.

Han stoppede sedlen og de tre tyvere i lommen og så sig hur­tigt rundt i køkke­net. Sammenlignede i et opsummerende blik hver skoledags med øjeblikkets, og fandt intet over­rasken­de forandret. Det lignede bare sig selv. Kaffemaskinen. Tragten ved siden af, med det brunkantede filter fra de gamle i mor­ges, vasken med opstablede taller­kener ved kanten, bordet, fire stole og køleskabet. Intet.

Han hev køleskabets dør op med en arrig bevægelse og konsta­terede at noget klirrede. Sikkert ketchupflasken, konstatere­de han. Men den holdt kursen. Til gengæld var hylderne nærmest tomme. Et foliobæger med leverpostej, som havde mistet det appetitlige udseende, en ende salami, margarine, en bakke æg og en åbnet letmælk var så uinspirerende at kigge på, at han skyndte sig at smække lågen i igen. Ketchupflasken klirrede. Hvorfor fanden lå der ikke et eller andet lækkert, lige til at putte i munden? Han gloede rundt i lejligheden. Varmen virkede irriterende tung i lejligheden. Opvasken stod og fyldte på køkkenbordet og et par knive og en ske var gledet ned i va­sken. Anton hvislede et par ubestemmelige skældsord mellem tænderne. Hun forventede vel også at han fjernede den møgbunke inden hun kom hjem. En kold cola, eller sådan noget, kunne han lige klare nu. Satans kælling. Hun kunne selv fjerne det møg, når hun kom hjem. Anton havde stadig fat i køleskabets dør­greb, som fortalte hans under­bevidsthed ham, at det eneste forfriskende måtte komme der inde fra. Han opdagede den røde lampe og smilede skadefro. Kaffemaskinen stod tændt med den tømte kande på varmepladen. Så besluttede han sig for noget koldt mælk og hev lågen op igen, trak mælkekartonen frem, formede dens åbning til en tud og satte den for munden. Han drak langsomt og både den kolde fornemmelse i struben og køligheden, der væltede ud af det åbne køleskab, føltes som en forfriskning i sommerheden. Anton tog kartonen fra munden og rystede den. En sjat skvulpede i bunden. Han satte pappets kolde flade mod kinden. Det kølede. Så drak han det sidste og satte kar­tonen tilbage i køleskabet. Hvis der var tilbud på fars, kunne han måske få til en cola. Han smækkede køleskabs­lågen i så ketchupflasken hoppede og væltede. Det var godt. Det gav da hans irritation lidt luft. Penge til svømmebadet kunne han godt vinke farvel til. Han gik de to skridt hen til køkkenvasken og greb efter det bestik, der var gledet ned. eller efterladt. Han hadede at noget lå og flød i vasken og for sent opdagede han at der var margarine på undersiden af en af knivene. "Bvadr" hvæsede han ved den uventede, klistrende fornemmelse på fingrene og slap uvilkårligt bestikket i luften så det, i sin egen bane, fortsatte ned i de ujævnt opstillede tallerkener. Knivsskæftet ramte først og en underkop knækkede midt over, tværs gennem en lille blomsterranke og et stort stykke af kanten dumpede raslende ned af stablen. Anton gloede dumt på sin fedtede hånd og den ødelagte taller­ken.

"For fanden da osse," skreg han så og stirrede febrilsk rundt for at finde et eller andet at tørre sine fingre i. Han så ikke noget. Knagene til viskestykkerne var tomme og en karklud kunne han ikke se noget steds.

"For fanden da osse, din møgkælling, det må du også selv om." Han nærmest råbte af ærgrelse.og irritation og greb det beige farvede gardin og gned fingre voldsomt deri. Det nussede bomuldsgardin fik et par ekstra pletter til de mange der var, men margarinen fik han kun smurt ud over alle fingrene. Det var en ulækker fornemmelse og han kunne høre at Lars var på vej op ad trapperne. Sikkert træt af at vente dernede.

Anton slap gardinet og gik ud på wc'et og fandt en af Mogens, hans lillebrors sommertrøjer liggende på gulvet og rensede sine fingre i den. Den skulle jo alligevel vaskes engang. Lars var nået næsten op. Anton åbnede yderdøren.

"Hvor dælen bliver du af, mand," stønnede Lars og kom ind. svedende af varme. Han var næsten jævnaldrende med Anton og boede et par opgange længere henne.

"Kællingen er sgú ikke hjemme," sagde Anton. "Hun har bare smidt en skide seddel."

"En hund?" spurgte Lars forhåbningsfuldt, endskønt det på forhånd anede ham at det ikke just var det Anton mente.

"Mælk, mel, sukker, fars, pis og lort," messede Anton surt. "Til butikken."

"Æv," sagde Lars, alligevel skuffet. "Så er der ingenting til svømmebadet.? Det er fan'me varmt der ude. Mindst 250 i skyg­gen. Irene, Frank og Bengt er allerede taget afsted."

Anton nikkede og spredte og samlede fingrene. Han vidste det udmærket. Den fedtede fornemmelse hang ved.

"Kan du ikke bare lade sedlen ligge til din lillebror?

Mogens kan sgú da lige så godt rende derover som du kan. Han er sgú da ikke elleve for ingenting. Ham og Allan render jo derover efter slik hver andet øjeblik."

Anton standsede i sin bevægelse. Det var da en idé. Hvorfor havde han ikke tænkt på det selv fra begyndelsen. Det fjols skulle vel også lave noget for sine lommepenge. Han hev sedlen frem fra lommen - og standsede. Måske havde Mogens allerede set den og havde ladet den ligge til ham. Vreden kogte op i ham. Den lille lort. Det havde han givetvis.

"Så du ham dernede?"

Lars rystede på hovedet. "Næ."

Næ, selvfølgelig ikke. Den rod skulle jo nok forstå at holde sig usynlig indtil han så Anton drage af sted. For fanden, hvor skulle han få....  Anton hev også pengene op af lommen og lagde dem og sedlen som han havde fundet dem. Så stod han et øjeblik helt stille, anspændt. Måske havde der endda været 80 kr. og så havde Mogens bare snuppet de tyve til is og ladet resten ligge. Han kunne sikkert godt finde på det. Antons øjne løb ned over sedlen med varer. Han kunne da ikke få alle de ting for 60 kr. Der havde sikkert ligget 80. Den skid. Han skulle få betalt. Anton løftede dosmersedlen og fjernede den ene 20'er og stak den i lommen og ville til at gå. Hans øjne faldt på den knækkede underkop. Den skulle også væk. Han pillede skårene op og tog dem med sig. "Vi skrider," sagde han.

Lars gloede på skårene i hans hånd. "Har dine gamle nu været oppe at slås igen?" grinede han.

Anton skar en grimasse. "Ikke denne gang," sagde han. Så gik de og Anton smækkede yderdøren efter sig. På etagen nedenunder smed han skårene i affaldsskakten.

 

                    O=O=O=O=O

 

Mogens ankom først henad ved femtiden, sammen med Allan.

De havde siddet hos Allan og set "Dødens Gab" på videoen og gyset sad endnu i dem da Mogens tog i entredøren. Den var låst. "Så er mor nok ikke hjemme," sagde Mogens. Han fandt nøglen frem og låste op. Indenfor var alt roligt.

"Huh," sagde Allan, der stak hovedet ind i stuen og følte varmen fra den solhede, indelukkede lejlighed slå mod sit ansigt. "Har du nogen sodavand?"

"Det tror jeg ikke. Så skulle mor da have købt nogen i dag." Han satte skoletasken fra sig og kom også ind i stuen.

Solen havde bagt ind gennem de store termovinduer hele dagen og heden var så intens at han næsten kunne mærke den bølge mod sit ansigt. Allan gik hen og åbnede terrassedøren, så en smule kølighed kunne glide ind mens Mogens gik ud i køkkenet for at se efter sodavand. Allan opdagede en topløs dame, der nød solen på en terrasse overfor. "Kom og se," kaldte han bagud. "Bare patter."

Et par skabslåger smækkede i køkkenet. "Vi skal ned i butik­ken," råbte Mogens derude fra. Han kom ind. "Hvor?"

Allan pegede. "Efter sodavand?"

"Nej, efter noget mor har skrevet op," sagde Mogens og viste ham sedlen og pengene.

"Er der nok til en is? Jeg kunne have en vaffel lige nu."

"Også her," sagde Mogens. Han stoppede sedlen og pengene i lommen mens han betragtede damen og skævede til sin fars kikkert der stod på hylden over vinduet men gad ikke række efter den. "Du går med, ikke sandt."

Allan nikkede. "Hvis det gir' en is."

"OK," sagde Mogens og Allan smækkede døren efter dem.           Trappegangen var nok det køligste sted i huset lige nu fordi den altid lå i skygge og drengene havde ingen hast med at komme ud. De undersøgte alle de ødelagte og op­brudte post­kasser, for at se om der var noget spændende deri. Den samme tynde reklamea­vis til samtlige lejligheder. Så gik de udenfor. Allan låste sin cykel op og smækkede støttebenet ind. Mogens lås var sparket op allerede et par måneder tilbage og var altid låst op.

"Hvad skal du købe?" spurgte Allan.

"Fars - og sådan noget," sagde Mogens. Han kunne rigtig ikke huske resten.

"Er der penge til is?" Allan ville være sikker.

"Jae," sagde Mogens, ret tøvende. Han vidste det ikke. Det ville vise sig.

Butikscenteret lå tre gader borte og var fyldt af mennesker. Det var det oftest ved denne tid og var samtidigt alt for lille til kvarteret. Oprindeligt havde der ligget to supermar­keder tæt ved hinanden, men det ene var nedlagt og stod tomt, uden at det andet havde udvidet af den grund. Det gav en masse trætte kunder som havde stor lyst, men ringe mulighed, for at tage længere ind i byen til de større varehuses billigere tilbud og som nu måtte stå i tidsrøvende kø til dyrere penge. Eller besværede ældre mennesker, der ikke brød sig om bybus­serne. Samt alle de mange, som aldrig fik penge nok mellem hænderne til at købe stort ind. De slyngede sig nu, i fire rækker bagud fra kasserne, ned langs slik- og bladhylderne. Mogens og Allan gik rundt i butikken og havde ingen besvær med at finde de varer de kom efter og endte henne ved bladene.

Allan tog sports-nyt og bladrede op på midtersiderne, der var fyldt med fodboldsbilleder. Han holdt bladet op som for at se detaillerne og lænede sig op ad hylden med MarsBar. Mogens pillede ved udvalget og slippede hurtigt en MarsBar ind i hånden. "Osse en til mig," hviskede Allan og løftede bladet en lille smule. Mogens nikkede og den første MarsBar var allerede anbragt i lommen. Allan bladrede videre og havde lynhurtigt den næste i lommen. Så kiggede han bagud - og så ind i øjnene på en dreng der stod og gloede på dem.

"Det må I ikke," sagde han.

"Pas dig selv," hvæsede Allan og stillede Sports-nyt tilbage i bladreolen. Det havde udøvet sin mission.

"Jeg siger det til kassedamen," sagde drengen og så trodsig ud. Mogens tog indkøbskurven op fra gulvet.

"Gi'et stykke," tiggede drengen men Mogens rystede på hove­det.

"Du kan selv tage et," sagde han og vendte sig væk.

Drengen kiggede på hylden med slik. "Jeg tør ikke," hviskede han stille, forlegen.

"Gem dig bag et blad," grinede Allan, der altid var den der holdt skjulet. Mogens var mere ferm til det andet. De stillede sig op i en kø og drengen gik hen til bladudvalget.

"For helvede, han gør det." Mogens stod stivnet. Allan kiggede sig tilbage. "For fanden, lad os komme ud."

Han trak i Mogens der nikkede. De masede sig frem mod kassen, forbi fem - seks ventende kunder. "Hva' bilder .." sagde en mand men Mogens og allan tog ingen notits af ham. De maste sig ind bag den der blev ekspederet.

"Undskyld," sagde Mogens til damen, der egentlig skulle have været til, den slag var han så god til, "vi kan vel ikke få lov at betale dette her. Mor sagde at vi skulle skynde os. Meget" betonede han.

Damen så deres ivrige ansigter og viltre hår. Hun smilede og nikkede til dem. Dejlige drenge. Og de havde så lidt.

"Mange tak," sagde Mogens og hældte kurvens indhold op på båndet og kassedamen slog det rutineret ind. 58,60 sagde hun. Mogens smed de fyrre kroner på båndet sammen med sedlen.

Kassedamen kiggede på pengene og på Mogens.

"Der må være nogle flere," sagde hun.

"Der..der.. der lå ikke flere," stammede Mogens forfjamsket. Dette her havde han ikke ventet.

"Du kan ikke købe de varer her for fyrre kroner." Kassedamen var tålmodig. Det gav lidt afveksling. "Var der ikke tres kroner, da du gik hjemmefra?" Mogens rystede på hovedet.

"Det var der ikke?" Kassedamen strakte ryggen og smilede.

Mogens så rådvild på Allan. For satan da osse. Hvorfor nu alt dette her. Det havde de slet ikke tid til.

"Prøv at rode dine lommer igennem," foreslog kassedamen.

Mogens stivnede. Ikke her. Damen, som havde ladet dem komme foran, rakte hånden frem, som ville hun hjælpe og Mogens veg tilbage et skridt, forskrækket.

"Jeg..jeg.. " han sank noget. "Jeg .. har ikke flere."

Han var sig pinlig bevidst at han lavede ravage i køen og at alle kiggede på ham og helst ville han stikke af fra det hele. Han stirrede rasende på damen. Kassedamen så at der kom ikke flere penge.

"Vi kan lægge farsen og den ene liter mælk tilside. Så er der penge nok. Er det i orden?" spurgte hun og lagde fars og mælk over på den anden side af kasseapparatet og slog beløbene contra. 39,45 sagde hun og gav en tydelig forfjamsket Mogens halvtreds øre tilbage. Han smed rugbrød og margarine i plas­t-posen, Allan greb den sidste liter mælk og de skyndte sig ud.

Damen, der nu kom til, lagde de sidste varer op på båndet.

"De to englebasser så nu nærmest ud som om de havde snoldet de tyve kroner op selv," bemærkede hun syrligt.

"Jae," sagde kassedamen, der var en mester i altid at følge den tankegang hendes kunde tilfældigvis havde. "Men sådan er børn nu til dags."

"Ja, det er rigtigt," sagde damen stramt og bedømte Mogens til slet ikke at være den pæne dreng hun havde troet. Hun var forarget. "Tænk, at hugge tyve kroner fra deres mor, og så komme her over og spille uskyldige." Hun fnyste. Kassedamen gav hende penge retur og smilede. Det var ikke hendes børn eller problem. Men damen smilede ikke. Sådan nogle labaner. Hun tog varerne og gik.

Et par forretninger henne gøede en stor schæferhund i en alt for kort snor uafbrudt. Mogens og Allan spiste på hver sin MarsBar og betragtede videokioskens, altid aktuelle, tilbud i vinduet.

"Den dér så vi i sidste uge." Allan pegede på en kassette i hjørnet.

"Var den god?" Mogens fulgte fingerens retning med øjnene. Allan trak på skuldrene. Han havde ikke set den. Hans far gloede gerne de video'er om eftermiddagen, når han selv var sammen med Mogens eller René og hans mor stadig var på arbej­de. Han kunne ikke forstå at Mogens var misundelig på ham fordi han altid havde sin far hjemme.

"Den dér ville jeg gerne se," pegede Mogens ud. "Masser af dette her." Han gjorde et par ubehjælpsomme bevægelser med underlivet.

"Den er ikke ret meget ved." Allan trak det sidste af papiret af sin MarsBar og smed det hen til schæferen. Han havde scree­net båndet igennem en dag han havde lejlighed og fandt histo­rien både dum og langstrakt. Men havde dog set de spændende steder seks gange.

"Hvad har han derhjemme nu?"

Allan lod øjnene dale ned til sidste film i sidste række inden han pegede.

Mogens åndede ud. "Go'e?" spurgte han.

"Joh.." indrømmede Allan, men sagde ikke mere.

Mogens hankede op i plastikposen. "Så du om idioten fik noget derinde?".

Allan rystede på hovedet. "Var han sgú for dum til."

"Tror du han sladrer?"

"Måske." Han puttede det sidste af sin MarsBar i munden. "Og nu er jeg sørme også ligeglad," grinede han.

Mogens skyndte sig også at putte det sidste af sin i munden. Det smagte godt. Is var det jo ikke blevet til. Han fornemmede en gysning ned langs ryggen. Tænk hvis damen var begyndt at rode i hans lomme efter de sidste penge. Sikke et cirkus der ville være blevet. "Dumme kælling," sagde han halvhøjt for sig selv. "Hvem?" spurgte Allan forbavset.

"Kassedamen," sagde Mogens, men han mente egentlig damen, der havde ladet dem komme først.

"Hun var da meget flink," påstod Allan, men Mogens gryntede bare. Han gloede indædt ned i fliserne mens han jokkede hårdt ned i dem med hælene. Først henne på hjørnet af gaden til deres egen blok livede han lidt op, ved at Allan hev fat i hans ærme.

Seks unge, der viste at de havde al den tid de ønskede til at vise at de havde tid nok, førend de selv ville være indfanget, sad på blomsterkummerne og nød de øl de havde hentet i super­markedet. Eller de gav de deres bifald til kende overfor de to af dem, som gav bilisterne en støjprøve igen, ved ustandselig at trække gashåndta­get i bund. For Mogens og Allan var hjør­nets duft en tilbagevendende duft af drømme. Hundens gøen hang dog igennem.

Mogens kendte et par stykker af dem igennem Anton. En af dem boede i hans opgang. Han løftede hånden til en forsonende hilsen, en tilladelse til at krydse området med en indfor­ståets rettighed. Men der var ingen af dem der reagerede.

Så begav de sig hjemefter.

 

                       ooooooo

 

Lejligheden var mennesketom da Hr.Eigil Holm låste sig ind. Hvor pokker var Eva nu henne? Han kom ind i stuen og så at terras­se­døren var smækket helt op. Så havde der da været nogen. Hun var nok nede at købe ind til aftensmaden. Men så sent. Han så på uret. Han trængte til noget i maven. Det gjorde han altid på dette tidspunkt. Arbejdet ved kopidreje­bænken var krævende, selv om det syntes ensformigt og skabte sin egen rytme i den person der betjente den, påstod han. Og at denne rytme krævede et ordentligt måltid kl. ca. 18.00 hver dag. Han endte ude i køkkenet. Intet var forberedt til at han skulle have noget at

spise. Hvor fanden var hun henne. Var vel blevet hængende hos en af sine snakkesøstre inde på arbejde. Så kom hun først når hun var færdig. Hvor pokker var drengene også henne? Hun kunne vel sende dem afsted, så hun ikke selv skulle gå. Det havde han fortalt hende så tit nu. Men hun kunne vel ikke undvære kællingesladderen derovre. Fandens også. De knægte var der aldrig når der var brug for det og alt for tit dér hvor de ikke skulle være. Han smed den kniv, han havde pillet op fra køk­kenbordet, op i stablen af tallerkenerne. Han kunne ikke for­drage at en opvask stod og flød. Kniven, der klirrende for­svandt ned mellem porcelænet, gav blot bidrag til større aversion og han trampede ind i stuen og hen til terrassedøren. Kællingen der ovre havde åbenbart taget solbad igen. Liggesto­len stod tilbage. Han skævede op til kikkerten. Så åndede han tungt ud, gik hen til sin lænestol og så sig omkring. Fandens da også. Avisen var heller ikke hentet op. Han gik tilbage til køkkenet. Hvor fanden var hun henne? Skulle han virkelig til at vade alle etagerne ned efter den stupide avis?  Hans rytme tålte ikke den slags afbræk i hverdagen. Irritationen lå på spring under et tyndt lag politur når sådanne ting indtraf.  Inde i stuen igen gik han hen og stillede sig i den åbne terrassedør og gloede på den tomme liggestol. Han gravede en halvmast Prince frem fra en krøllet pakke og sugede røg af cigaretten som en sulten baby suger mælk af en brystvorte.

Så lod han sig dumpe ned i sin ynglingsstol, der efter et par års daglig modtagelse efterhånden havde form efter ham. Han trak askebægeret på den høje fod tættere til stolen og be­tragtede den mørkbejsede reolvæg overfor, med de få bøger og mange nipsting fra deres rejser i syden. Havde hun lånt et bånd han ikke havde set? Det var kun de to nederste hylder der aftvang ham lidt interesse. Hans øjne gled træt genkendene hen over de utallige rygge på videobåndene. Mange tappet fra tysk TV og en del gamle danske  sort/­hvide film. Men intet nyt. Alle de gamle film Eva optog, gad han ikke spilde krudt på, men de tog bånd op, så han ikke kunne få bånd frigjort til egen brug. Det var også snart længe siden han havde haft noget ordentligt hjemme. Både af den ene og den anden slags. Han fnøs og kvaste cigaretten så ikke en glød var tilbage. Eva blev tosset hvis det lå og oste. Hvad fanden havde hun egent­lig tænkt sig at de skulle spise. Klok­ken var over fem nu. Han marcherede ud i køkkenet og gloede i køleskabet. Og ikke en ærlig øl her i varmen. Han kiggede på den klemte leverpostej­bakke og det vamledes i ham. Hans ører fangede ham ind. Der var nogen på trappen. Ikke Eva. Der var to. De standsede udenfor. Og ringede på. Eigil Holm lukkede køleskabsdøren forsigtigt. Hvem pokker kunne finde på at komme nu. Antons venner brugte telefonen. Han gik stille ud i entre­en og kigge­de gennem dørspionen. Hva..fanden. Så åbnede han.

En kriminalbetjent nikkede og gjorde hilsen. Anton, der stod ved siden af, så bare ned i dørtrinet. Eigil gloede på dem.

"Hr. Eigil Holm?" spurgte betjenten og Eigil nikkede auto­matisk men rørte sig ellers ikke og holdt fast i dørgre­bet.

"Må vi få lov at komme et smut inden for?" spurgte betjenten og gjorde mine til at træde frem.

"Ja,...ja, bevares" svarede Antons far og genvandt fatningen.

"­Kom indenfor."

Kriminalbetjenten lod med en håndbevægelse Anton forstå, at han skulle gå ind først og trådte så selv ind og lukkede døren bag sig.

Hva' fanden havde knægten nu lavet? Eigil forsøgte, lammet i tankegangen, at formulere spørgsmålet, men han fik blot lukket munden op og i et par gange, uden det blev til ord. Politi! Lige hér! Midt i hans egen entre! Polituren krakkelerede fuldstændig. Noget arbejdede sig op i ham. Den uventede ind­trængen gjorde ham vred - og usikker. Det rendte den forkerte vej i hans tanker. En betjent hér? Det passede ikke ind. De skulle holde ro og orden nede på gaden. Og det var i orden når politiet ryddede en bygning i fjernsynet for disse BZ'ere, der bare flyttede ind i folks huse, som det passede dem. Eller at ballademagere fik over nakken når de demonstrerede. Men her havde han pludselig politiet så tæt på, at betjenten bare kunne række ud og røre ved ham. Hvad ville de? Hva' fanden lignede det også knægten at komme slæbende med sådan én for. Vreden, forskrækkelsen, det uvante kørte i ham. Det slog ud. "Hva' satan har du lavet, knægt?" Han råbte op og ville gå frem, men en håndbevægelse fra betjenten fik ham til at stand­se.

"Skal vi ikke sætte os ind i stuen, Hr. Holm, og snakke om tingene" sagde betjenten roligt og gik selv ind først. Antons far gik vredt hen til sin stol og lod sig dumpe ned igen. Han var rasende på Anton, men fulgte betjenten med øjnene.

"Mit navn er kriminalassistent Olesen," sagde betjenten og så Eigil i øjnene men flyttede dem igen og kiggede ud af vinduet. "Er der mange fugle at studere her omkring bebyggelsen?" spurgte han og nikkede op mod kikkerten.

"Øh,..ja..æh.." Antons far forsøgte fortvivlet at komme i tanke om andre navne end gråspurv. Han opgav. Det kørte i ham. På trods af sit store korpus, følte han, at hans krop var alt for snæver til den spænding der var i den. Han vendte blikket mod Anton, der stirrede på et eller andet tilfældigt på væggen over sofaen. Det var et bidende, ondt blik hans far sendte ham og Anton var klar over, at han egentlig var i større sikkerhed hos den retsinstans, der var hans anklager, end hos sin far. Betjenten havde sat sig i den anden stol overfor Eigil. "Har de boet her længe," spurgte han og dannede sig imens et bille­de af Antons far. Maskinklippet, regelret optævet, fantasifor­ladt. Ingen slinger i valsen. Anton får bank, når jeg er gået, tænkte han. Må undgås på en eller anden facon.

Eigil drejede hovedet lidt væk. "Næe,..Vi kom her i -81. I august. Vi havde et dejligt hus ellers, men ..." sætningen blev aldrig fuldført. Det var heller ikke nødvendigt. De fleste lejligheder i blokken tilhørte kommunen. Betjenten havde dannet sit indtryk af Eigil.

"Ja, det er jo aldrig rart. Sådan at flytte ind i en lejlighed på tredie, når man har været vant til at bo på jorden," sagde han og iagttog Anton en stund. "Alt for tit er det jo børne­ne, det går ud over, desværre."

Eigil rettede sig lidt op. "Hvad er det Anton har lavet?" Det kunne godt være at det gik ud over børnene, men det havde i hvert fald ikke skadet hans børn. Eller var det mon Anton, politiet hentydede til. Eigil var lidt usikker.

Kriminalassistenten rømmede sig. "Vi greb deres søn i at stå vagt, mens en af hans kammerater var ved at fjerne fotoudstyr fra en bil. De havde slået en siderude ind."

Olesen rømmede sig igen og gjorde en pause. Eigil kiggede sammenbidt på ham. Olesen fortsatte roligt. "Kammeraten for­svandt, men vi ved hvem det er, så ham får vi nok også en snak med."

Eigil drejede hovedet i et ryk og stirrede vildt på Anton, der automatisk løftede armen for at afbøde det slag der lå i luften. I en lige så hurtig bevægelse drejede Eigil hovedet tilbage og stirrede betjenten i øjnene.

"Han var vel bare på vej hjem og var tilfældigvis..." Eigil ville sige mere, men standsede ved betjentens langsomme rysten på hovedet.

"Anton har," fortsatte Olesen "så at sige lagt alle kortene på bordet og været både høflig og samarbejdsvillig.... Må jeg ryge?

Eigil tog øjnene til sig og nikkede og trak også selv en cigaret frem. Olesen bød ham ild og et øjeblik sad begge mænd tavse og betragtede røgen.

Olesen holdt øje med Eigil imens. Regelret skulle hele sagen omkring socialen og der skulle være bisider til stede. Men sagen ville så til gengæld vandre i årevis fra den ene lige­gyldige instans til den næste, uden nogen ville røre en pind ved situationen. En hurtig forældrekontakt, uden alle disse melleminstanser, kunne meget ofte standse de unges videre bane mod uføret langt mere effektivt.

"Der er en ting mere. Antons navn figurerer også et andet sted i vore papirer. Noget med en skrællet knallert. For ca. to måneder siden. Så vi syntes det måske kunne være gavnligt lige at smutte forbi og få en snak."

"Det var.. æh..er pænt af dem, hr betjent." Han vidste ikke rigtigt hvorledes han skulle tackle en betjent som sad lige over for ham. Han var uvant med situationen.

"Det er vigtigt at De gør Anton det klart, hvad det er for en løbebane, han er i færd med at slå ind på. Og at Anton holder sig lidt på afstand af de kammerater der vil lokke ham mad til den slags." Olesen havde set på Anton mens han sagde det sidste, men Anton stirrede bare stift ned foran sig.

Eigil Holm sank lidt sammen og nikkede svagt. Spændingen i hans krop var blevet noget fortyndet på det sidste. Han så på Olesen. Nå, det var sådan noget knægten gik og fik tiden til at gå med bag hans ryg.

"Æh,..vil De ikke have en øl?" spurgte han og rejste sig - for i det samme at komme i tanke om, at der ikke var nogen. Det blev ved den halve bevægelse.

"Næ tak. Måske en anden gang." Betjenten løftede afværgende hånden og Eigil sank ned og åndede lettet ud. "Lad nu være med at være for hård ved drengen, Hr. Holm. Det kommer der næsten altid kun endnu ...."

"Far, har du set..Strømerne holder dernede." Mogens ivrige stemme overdøvede entredørens smækken ind gennem lejligheden. "Hvem mon nu der har..."

Olesen drejede forbavset hovedet og Mogens stivnede i døren ved at se politiet sidde i en af hans fars lænestole. Blodet tog et styrtdyk fra hans hovede og ned i mellemgulvet. Det gjorde ondt. Betjenten smilede. "Kom inden for," sagde han og slog ud med hånden. Mogens kunne ikke røre sig. Han hagede sig fast i karmen mens han lammet stirrede fra betjenten til sin far, der havde et underligt udtryk i ansigtet. Og Anton. Hvad var Anton der for? Betjenten stirrede på ham. Mogens var stiv i nakken så det smertede. Så var drengen i butikken alligevel blevet snuppet og havde sladret. Og nu sad politiet her og ventede på ham. Og vognen holdt der nede for at køre ham på stationen. Og Allan ville også...

Olesen havde rejst sig og gik hen mod ham. Han kunne se at drengen var skrækslagen. "Kom bare ind," sagde han. "Jeg bider ikke. Hvad hedder du så?"

"Mo..Mog..Mogens," stammede Mogens men slap ikke grebet i karmen. Han kunne ikke. "Har ..har ..har han sladret.?

"Hvem, sladret?" spurgte Olesen, der straks fornemmede når en ende hang og flagrede i luften.

"Ham ....drengen...i..i..butikken." Mogens havde svært ved at få ordene ud. Det hele klæbede sig fast inden i ham. Tungen, tankerne, hvad han skulle gøre. Det var, som var hans hoved fyldt ud af vat og det sad fast ned i halsen, i hans strube. Olesen lagde stille hånden på hans skulder og Mogens begyndte at snøfte, men slap dørkarmen og fulgte betjenten over til sofaen.

"Sæt dig bare stille ned og fortæl hvad der er sket," sagde Olesen og satte sig ved siden af ham. Hvor langt borte mon stammen i det hele taget groede fra æblerne?

"Det... det.. var kun ét stykke" hiksede Mogens, men skyndte at rette sig selv. ..To stykker. Han turde ikke se på sin far, der som en foroverbøjet, truende klippeblok sad i sin læn­estol. Tårerne løb ned over Mogens kinder og næsen løb. Anton sad i det modsatte hjørne af sofaen og stirrede hårdt på ham. "Tyggegummi?" spurgte Olesen stille. Han havde hurtigt lagt Mogens få sætninger sammen.

"Chokolade," hviskede Mogens, næppe hørligt, og tørrede snot­tet bort fra næsen med hånden og gned det væk i samme bevægel­se mod sofabetrækket.

Olesen smilede stille indvendigt, endskønt det ikke morede ham det mindste. Ak, hvor banalt. Han havde hørt den fortælling til hudløshed.

"Du ved jo godt, at det er strafbart at stjæle i supermarke­det," sagde han alvorligt.

Mogens nikkede svagt mens han snøftede op og kiggede på sine knæ. Der var et hul på det ene ben.

"Selv chokolade," sagde Olesen. Mogens nikkede igen. En tåre ramte ned ved siden af hullet. Olesen tog ham under hagen, løftede hans grimede ansigt op og så ham i øjnene. Mogens forsøgte at se uden om. På sin far, der forstenet gloede tilbage på ham. På Anton, der var klar over at det hele ville blive endnu værre bagefter. På loftet. På Olesen, fordi han ikke kunne undgå det og fordi hans nakkemuskler begyndte at gøre ondt. Olesen stirrede på ham.

"Hvad er det værdste du kan sværge på?"

Mogens krydsede tøvende sine to pegefingre og derpå sine lillefingre.

Olesen lagde begge hænder på Mogens skuldre.

"Vil du sværge på," sagde han, det fif virkede næsten altid, "at du ikke mere vil stjæle. Vil du sværge på det.?"

Mogens lukkede øjnene og nikkede. Stemmen  - og Olesens hånd gav ikke mulighed for andre bevægelser.

Eigil Holm sad og åbnende og lukkede munden som en akvariefisk uden at der kom nogen lyd. Olesen gav Mogens skuldre et kam­meratligt klem og rejste sig og så på ham.

"Nå, men jeg må videre." Han gik over og gav hånden til far­vel. Både Eigil og drengene sprang automatisk op og Eigil trykkede betjentens hånd. Han følte sig som statist i et stykke, han ikke havde bedt om at være med i. Han var klam i hånden efter betjentens håndtryk. Var det mon fra Mogens tårer?

"De har et par raske knægte, Hr. Holm," sagde Olesen alvor­ligt. "Der er fornuft nok i dem til at undgå lignende tosse­streger i fremtiden. Men vær lidt mere sammen med dem i friti­den. Vi har ikke brug for flere kunder nede hos os, som de sikkert ved." Han vendte sig mod Mogens. "Og du holder hvad du har lovet." Han stirrede intenst Mogens i øjnene og Mogens nikkede med et lille svagt smil. Entredøren smækkede derude. "Også dig," sagde Olesen og pegede direkte på Anton. "Jeg vil ikke se dit navn på flere papirer nede hos os. Vi har navne nok."

Anton nikkede stumt og Eva kom ind i stuen og kiggede for­skrækket fra den ene til den anden. Olesen nikkede til hilsen. "Goddag Frue," sagde han. "Ja, vi har lige haft en lille snak omkring deres sønner. Men det vil Deres mand givetvis fortælle Dem mere om." Han tog til en imaginær kasket og gik ud.

Eva stirrede på de tre i stuen. Ingen sagde noget. De stod bare alle tre og stirrede ned i gulvtæppet.

 

Tilbage til Index