2 kapitler fra ungdomsromanen ”STENSÆLEN” af Chr. R Tobiesen.



KAPITEL 4

Isaks mor var bange. Kniv og fisk havde hun smidt fra sig på køkkenbordet og stod nu på klipperne uden for huset og forsøgte at beregne, hvorfra stemmerne kom. Hundenes hylen og drengenes forventningsfulde stem­mer kendte hun alt for godt til at vide at det endnu en gang var hendes dreng det gik ud over. At hun igen måtte redde ham ud af en dum situation, inden det end­te galt. Til tider måtte hun smide hvad hun stod med i hænderne flere gange om ugen, af og til dagligt, for at hente Isak hjem. Alt for ofte nåede hun det ikke, fordi hun ikke var i nærheden, og når hun så trak hjem med ham, våd eller klippet halvt skaldet eller med alt tøjet anbragt totalt omvendt på ham, så kunne hun mærke den lille bygds befolkning stirre på hendes ryg, ryste på hovedet og spørge hvor længe det ville gå med Isak.

Hun stod et øjeblik ved trappen mens et kuld hvalpe tumlede om hende, fordi hun lugtede af fisk, men hun puffede dem væk og satte i løb ned mod boldbanen. Der var tomt. »Isak,« kaldte hun og flokken af drenge der forsvandt ud til alle sider nede ved butikken, røbede hvor tingene foregik.

Hun var bange, hver gang hun, ligesom nu, måtte løbe af sted efter Isak. Lige fra han var helt lille og hun havde forstået at der var noget galt med ham, havde hun haft denne fornemmelse af at noget kunne ske, no­get der kunne medføre at hun ville miste ham. »Isak,« kaldte hun igen mens hun løb ned over klipperne, sam­tidig med at hun holdt kjolen samlet i en knude for at den ikke skulle flagre om hende. Hvorfor lod han sig også lokke ud i de mest tåbelige situationer så hun måtte styrte af sted som nu. Om et øjeblik ville hun stå ved butikken, hvor alle ville stirre på hende og tanken om den skam det ville være, fik hende til at blive varm ind­vendig. Det værste var dog at angsten for at hun en dag ville komme for sent, blev stærkere for hver gang hun styrtede af sted tværs gennem bygden og gjorde hende mere hård over for hans dumhed, end hun selv brød sig om. Sommetider anede hun ikke hvad hun skulle stille op med Isak når han bare sad derhjemme og i timevis stirrede ud over fjorden. Men det skulle gå. Ikke andre end hun selv kunne tage sig af ham. Han skulle, ikke overlades til andres utålmodighed. Kun gamle Odaq og Sarah, der boede tæt ved, tog sig lidt af drengen og prø­vede at forstå hvad han ville. Resten af bygden kaldte ham bare for Tosse-ungen. Og det, der var værre.

Irene løb på tværs af stierne og var ved at snuble på de ru klipper, og hundene dansede uroligt i deres kæder omkring hende. Så var hun forbi dem.

Foran butikken fik hun øje på Isak der stod alene oppe på baghusets tag. Irene standsede forpustet, og et lettelsens suk undslap hende. Så kiggede hun skarpt på Moses og Abelone, der stod i butikkens vindfang.

»Hvem har fået ham derop?«

Moses trak på skuldrene. »Han stod deroppe da jeg kom ud.«

»Hvad laver han deroppe?« spurgte Abelone delta­gende, men Irene gad ikke svare. Abelone vidste sikkert udmærket at det var hendes egne drenge, der havde lokket Isak derop. Det kunne Irene se på hende. Hun gik over til baghuset.

»Hvad narrestreger har de nu fået dig til?« sagde hun op til Isak. »Tag så og kom herned.« Isak tøvede et øje­blik og gik så ned over taget indtil snoren strammede op. Så blev han stående og kiggede på sin mor. Han var glad for at se hende stå dernede og vente på sig. Han skulle jo bare hoppe ned. Det havde alle hans kammera­ter jo gjort. Men smerten i hans tand, hver gang han vil­le gøre det, forvirrede ham og han standsede. Det havde noget at gøre med skorstenen. Det var han klar over når han kiggede på den. Snoren gik til toppen af røret og han trak igen i snoren for at vælte skorstenen, men smerten, der straks kom tilbage i hans tand, fik ham til at holde op. Han stod rådvild med snoren i hånden. Der var noget han ikke kunne fa til at passe sammen. Han stod oppe på taget og hans mor stod der nede og vente­de på ham og han kunne ikke springe derned fordi det gjorde ondt, selv om alle hans kammerater kunne.

Alt for mange ting kunne Isak ikke få til at passe sam­men, for der var ikke i hans hoved efterladt nogen plads til at finde ud af, hvorledes tingene hang sammen. Der fandtes ingen skuffer eller hylder i hans hjerne, hvor de erfaringer han tidligere havde gjort, lå parate til at han igen kunne hente dem frem når han fik brug for det. Og hvis de var der, så vidste han ikke hvordan han skul­le gøre brug af dem. Og selv om han udmærket vidste hvad folk sagde til ham, så ville ordene og tankerne ikke hænge sammen når han skulle svare, men forsvandt bare ligesom en flok forskrækkede gråspurve, der flyver ud til alle sider. Så blev han ked af det og satte sig på brik­sen der hjemme eller på en sten og gentog en meget enkel melodi med kun én eller to toner for sig selv hele tiden om og om igen fordi det standsede tankerne. Irene hørte det godt. Hun stod og betragtede hans rådvildhed.

»Åh, dit fæ,« sagde hun irriteret og gik op over klip­perne til taget og begyndte at løse knuderne om tanden op.

Moses gjorde intet for at skjule et stort smil til Abelone, og ud af øjenkrogen så Irene også andre i bygden hænge i vinduerne for at følge med i hvad der skete ved butikkens baghus.

Glo bare, tænkte hun mens hun prøvede at løse knu­derne på den glatte nylonsnor men skammen over at skulle stå dér på taget med Isak, mens alle kunne glo åbenlyst på hende, som var hun en særlig flot torsk der var landet, fik tårerne til at komme op i hendes øjne. Knuderne blev ved med at smutte for hende og Isak hylede når hun hev for hårdt, skønt hun hvæsede at han skulle tie stille. Til sidst bøjede hun sig frem og bed sno­ren over tæt ved tanden.

»Kom,« sagde hun lavmælt til Isak og tog hans hånd. De hoppede over på klipperne og gik hjemad.


KAPITEL 11

Det var de utroligste ting Kaleraq og Pavia fik at høre da de korn i land efter deres fiskeri. Kaleraq vidste knapt hvad han skulle tro. Allerede mens han trak jollen op på stranden og forankrede den med en sten, havde børne­ne slået kreds om Pavia og ham, og de fortalte løs i munden på hinanden. Kaleraq så fra den ene til den an­den og havde stort besvær med at forstå hvad de snak­kede om.

»Isak har været ude at sætte laksegarn,« råbte de. »Isak kan se alle ting nede i jorden.« Nukas stemme skar gennem alle de andres.

»Odaq har sat sit laksegarn et helt forkert sted derude, fordi Isak siger det.« En mængde fingre pegede ud over vandet. Kaleraq gryntede bare og havde sine tanker et helt andet sted. Han havde set at Moses, Ujuat, Abelone, Odaq og flere andre voksne stod længere oppe på klip­perne og en bølge af irritation gled gennem ham. Hvad fanden havde knægten nu lavet? At de voksne ventede for at tale med ham, var tydeligt. Børnenes snak var han ligeglad med. Men at Isak igen havde lavet noget, det havde han forstået. Hvorfor pokker kunne de ikke bare lade Isak være i fred. Han lavede jo ikke ulykker af sig selv. Og det var åbenbart gamle Odaq, det var gået ud over denne gang. Han gad snart ikke give flere und­skyldninger for hvad andre lokkede Isak til. Kaleraq skottede til Moses' alvorlige ansigt mens han løsnede de to store vingemøtrikker, der holdt påhængsmotoren fast.

Børnene masede sig frem og ville alle sammen for­tælle. »Isak kan flyve.« »Og gå tværs gennem alle fjelde­ne,« råbte de ivrigt. »Ja, og dykke ned på bunden af fjor­den ligesom sælerne, uden at drukne.«

»Og finde guld hvor der ikke er noget,« råbte Nuka. Børnenes beretninger om Isaks evner ville ingen ende tage og Kaleraq rynkede panden. At drengen var tosset, behøvede de da ikke at fortælle ham. Det vidste alle jo.

»Ih dog. Ih dog,« sagde han åndsfraværende til børne­ne, mens han spekulerede på hvad Isak mon havde lavet. Men det var aldrig til at gætte i forvejen. Tossede knægt. Kaleraq læssede motoren på skulderen og tog benzin­tanken i hånden. Pavia hev op i sækken med uvak'erne, de små fjordtorsk, og så opmærksomt på sin far. Børne­nes snak lød spændende syntes han. Tænk hvis Isak vir­kelig kunne alle de ting. »Vås,« vrissede Kaleraq, for han var klar over at han snart ville få helt andre ting at vide, når han kom op til de voksne. Han skubbede motoren bedre til rette og begav sig op over klipperne. Odaq kom hen til ham.

»Det har været mig til stor glæde og nytte at Isak har hjulpet mig i dag,« sagde han.

Kaleraq standsede forbavset og stirrede på ham. Odaq smilede. Kaleraq så på Moses der nikkede alvorligt. Han så på Ujuat, der kiggede ud over fjorden og så på Odaq igen. Gjorde de grin med ham?

Odaq så roligt på ham. »Jeg havde jo ikke rigtig no­gen mulighed for at spørge dig om jeg måtte tage Isak med. Jeg håber ikke du er vred over det. Men han fandt en god ankersten til mig og jeg tror også at han har fun­det mig et godt laksested i år.«

Kaleraq var forvirret. »Hvor fandt han den sten?«

Odaq pegede. De andre voksne kom hen til dem og børnene slog kreds om dem alle.

Moses fortalte endnu en gang om, hvordan Isak hav­de drejet rundt om sig selv og pludselig havde gravet den mest perfekte ankersten frem fra stranden. Odaq fortalte at Isak havde peget på det sted hvor han, Odaq, skulle sætte laksegarnet. Et par voksne grinede stadig af Odaq fordi han troede at han kunne fange laks på det sted, men flere og flere tog det alvorligt nu. For snak og sladder var hurtigt løbet rundt i den lille bygd, mens Isak, Odaq og Ujuat var på fjorden. Isaks kammerater var pludselig kommet i tanker om at Isak engang havde sagt at han kunne flyve. Og selv om Odaq sagde at det var noget vrøvl, påstod flere nu at Isak både kunne se skjulte ting, spadsere tværs gennem fjeldene, dykke ned på bunden af vandet og flyve helt op til månen, næsten. De mest ivrige var endda overbevist om at det også var Isak der tryllede sig om til den store plettede hund, alle børnene var så bange for dette efterår. For Isak kunne snerre som en hund. Og Isak ville hævne sig nu ved at flænse benene på dem der havde drillet ham. Det var Abelone der førte an i beskyldningerne om hunden, og hun trak sine to drenge tættere ind til sig. De øvrige børn maste sig på for at fortælle med.

»Han kan dykke ned til sælerne,« råbte de ivrigt.

»Og finde guld,« blev Nukas skingre stemme ved.

»Og se helt ned i jorden,« fastslog Jakob.

Kaleraq stirrede vantro fra ansigt til ansigt. Fra Moses til Abelone. Men der var en uhyggelig alvor i de voks­nes øjne. Alle børnene var tavse. Forventningsfuldt tav­se.

»Vås,« vrissede han igen. »Knægten har vel vidst at den sten lå der hele tiden.«

Odaq rystede stille på hovedet. »Jeg så at han fandt den,« sagde han. »Ingen af os har vidst at den lå der.«

»Han kan finde guld,« hvinede Nuka. Det var det eneste han havde i hovedet.

»Og flyve,« råbte Jakob og tog en tur fra klipperne ned over stranden, med flagrende arme, indtil han gled på de glatte sten og meget uelegant landede på halen.

De voksne lo og den spændte stemning lettede. Kaleraq rystede på hovedet. Så stirrede han Abelone direkte i øjnene.

»Jeg ved at Isak kan opføre sig tosset og at han laver præcis de tåbeligheder dine drenge lokker ham til,« sag­de han fast. »Men jeg ved også at du aldrig har set ham hverken flyve, dykke eller forvandle sig til en hund. Hvis du tror på det sludder, er du mere tåbelig end selv Isak - eller dine egne sønner,« føjede han til. Abelone blev stram om munden. Flere af de voksne lo. De havde heller aldrig set Isak gøre andet end de sædvanlige tosse­rier og herre gud, det var da narrestreger der var til at grine af Og i øvrigt var Abelones drenge nogle af de værste til at drille Isak.

»Og hvordan vil du have at han skal trylle sig om til en stor hund, når han selv kun er en hvalp?« fastslog Kaleraq. De lo alle sammen. Indtil Jakob gik om til sin far og stillede sig tæt op ad ham.

»Åh, en hund på ni år er da en voksen hund,« sagde han. Så blev der helt stille igen. Flere forældre trak deres børn ind til sig og så sig skjult omkring. Hunden var virkelig nok og løb løs omkring, uden at hundeskyderen, der var ansat til at aflive de ejerløse hunde, kunne få ram på den. Hunden var ham for snu. Et par ravne der legede i luften, flaksede ud over fjorden og deres hæse skrig brød stilheden. Abelone sagde hastigt farvel og trak af med sine drenge, og de fleste andre fik også pludselig travlt med at komme af sted.

Pavia så på sin far der stod med et sammenbidt udtryk i ansigtet. Odaq så op mod ravnene der kåde tumlede sig i luften.

»Din dreng har måske evner vi ikke kender til,« sagde han roligt. »Tag ham med på fiskeri. Måske er der held ved ham.« Nu så han direkte på Kaleraq.

»Jo mere Isak får lov at tulle rundt herinde i bygden, des mere vil hun og hendes drenge ødelægge ham.« Han gjorde et drej med hovedet efter Abelone.

Kaleraq greb motoren han havde lagt på jorden. »Han duer ikke til fiskeri,« sagde han kort og læssede motoren op på ryggen igen. Han gav Pavia tegn til at tage fiskene og gik så hurtigt forbi Moses og Ujuat og ind på stien forbi butikken og skolen. Hans tanker var et virvar af ord og stumper af de historier han havde hørt. Hvem pokker var startet på alt dette vrøvl. Flyve. Sikke noget vås. Guld. Hvor pokker skulle det komme fra.

Pavia forsøgte at sige noget, men Kaleraq gad ikke svare. Hans vrede mod Isak voksede i ham. Flyve. Dykke. Finde sten. Vås. Her var jo ikke andet end sten. Klip­per og sten. Over det hele. Skabe sig om til en hund. Var hele bygden da blevet lige så tosset som drengen?

Isak var tosset i hovedet fordi hans mor var gledet på klipperne mens hun ventede ham, ikke for andet. Selv om Isaks morfar påstod at det var fordi et stort isbjerg var brækket midt over lige da han blev født. Hvilke ev­ner skulle han pludselig have som alle ikke kendte i for­vejen?

Kaleraq gik solidt og fast hjemefter. Han var vred. For knægten burde have været afleveret på børnehjem­met inde i hovedbyen for mange år siden. Så havde han også været fri for alt det pjat her nu. Men det var Irene, der ikke ville. Hun pylrede om den dreng i tide og utide så hun ikke kunne have et fast arbejde nede i K.G.H's salthus. Men det skulle være slut nu. Han ville ikke være med længere. Knægten var en klods om benene på dem. Flyve. Se skjulte ting. Dykke eller fare tværs gennem fjeldene. Sludder og vrøvl. Hvis knægten blot kunne se hvornår K.G.H.kutteren ville komme næste gang, så kunne han stå parat selv.

Kaleraq puffede de unghunde væk der kom sprin­gende ved lugten af fisk, og de fulgte i stedet Pavia til han hjemme hos dem selv fodrede de tre hvalpe, der var deres egne. Et skuffet hylekor steg op fra nabohundene, der opdagede at de intet fik.

 

Tilbage til INDEX