En legende


G Ø G E N S G E M M E L E G.

OM HVORLEDES DET GIK TIL AT GØGEN KUN KAN KUKKE.



Før gøgen mistede sin smukke stemme, sang den dagen igen­nem i en evig strøm af vidunderlige toner, der gled fra dens stru­be uden tøven eller ophold.

Fra den tidlige vår, fra den tidlige morgensols første klare stråler oplyste dens hæn­gende redes fint svung­ne kant, sad den og lod sangen glide som et tæppe af lethed ind mellem træernes grene og blade og videre ud over ager­landets flade bakker hvor de græssen­de køer gik med ørerne vendt mod dens opholds­sted og nød de melodiske frembringelser. For gøgens sang var som en fuldendt og harmonisk blanding af den lille grå nattergals dybe triller i nattens stilhed og den næsten usynlige lærkes evigt fortættede jubel under solen - og dog alligevel helt anderledes.

Men fordi gøgen var en langt større fugl end disse to små sangere, var dens stemme også langt kraftigere og den havde til sin fryd hurtigt opdaget at den uden be­svær, lige meget hvor den end befandt sig i skoven, kunne overdøve alle andre fugle med sin sang. Og så glad blev den for sin sang og sig selv at den automatisk regnede sig for bedst af alle sangerne.

Selv om de forsøgte, fik alle de øvrige små sangere aldrig mulighed for at vise at også de havde en under­fuld sangskat gemt i deres struber, hver på deres maner. Mange gange havde småfuglene henvendt sig til gøgen, i al høf­lighed, for at søge en løsning, så alle kunne komme til orde, men intet hjalp. 

Blot et par enkelte timer midt på dagen, bad de om, så også de, fra deres træer, kunne for­tælle deres hunner på æggene i rederne, deres naboer og fæller hvor glade de var for livet.

Gøgen sagde at den godt ville dis­kutere problemet med dem men den fastholdt at den fugl der havde den bedste sang­stemme skulle være dommer - og det var jo den selv. 

Og hvad værre var. Gøgen tænkte efterhånden mere på hvorledes den bedst kunne drille de øvrige små sangere i skoven end på sin egen rede og de æg og unger der skulle ligge deri. For når hannen havde fundet sin yndlingsgren i en gammel eg i skovens ene ende, så fandt hunnen straks efter en gren i en gammel elm i skovens modsatte ende og derpå begyndte de en sangerduet dagen igennem der overdøvede alt andet. Og de nød deres egen og hin­andens stemmer så meget at de hverken hørte de øvrige fugles fortvivlede bønner eller deres egne ungers de­s­perate skrig efter føde.

Til sidst var småfuglene så elendige ved situationen i deres skov at de valgte gærdesmutten til at flyve ud for at finde Vorher­re og bede ham om at løse deres ulø­seli­ge problem med gø­gen for sig. 

Tre gange måtte gærdesmutten flyve verden rundt før­end den fandt Vorherre der sad og formede et firben under et klippefremspring i ørkenen.

"Vær hilset, du lille sendebud," sagde Vorherre til gærdesmutten og satte det færdige firben på jorden hvor det blev stående på stive lange ben. "Du er kommet lang vejs fra?"

Gærdesmutten hoppede lidt nærmere hen til Vorherre. 

"Ja, jeg er kommet fra dine store smukke nordlige agerlande og skove hvor der er yndefuldt at bo og leve og mad nok til mig og tusinder af mine artsfæller."

Vorherre tog firbenet op igen og vendte og drejede det i hånden og studerede det med eftertænksom pande. 

"Hvorfor er du da kommet? Du siger at du lever godt og du ikke lider nød. Det er dog lang vej at flyve, blot for at fortælle mig dette."

Gærdesmutten tav høfligt et øjeblik mens Vorherre var optaget af at give firbenet kortere ben. Så satte han det atter ned på jorden.

"Det var heller ikke blot det jeg kom for at fortælle," sagde gærdesmutten stille og stirrede på firbenet der blev ved med at løbe rundt i små cirkler på jorden fordi den ingen hale havde til at styre med. Kun en hvid skæl­let klump den med besvær trak efter sig.

"Hm," sagde Vorherre. "Enten skal jeg kalde den et

Cirkelrundtben og lade den løbe eller også skal jeg lave halen om så den kan løbe ligeud. Hvad er da dit problem du lille brune fugl, siden du er sendt ud med bud fra de fjerne nordlige sko­ve, helt herud i den golde ørken hvor der hverken er mad eller bo for dig og dine fæller?"

"Du har, samtidigt med at du skabte alle os små fugle, hver med vores stemmer, også skabt de store fugle i skoven. Og de store fugle gav du på lignende måde som du gav os det, stemmer til at synge og fortælle deres glæde ved livet. Men fordi de er så meget større end os små sangere, så er det kun deres sang der kan høres mellem grenene. Vores små stemmer bliver aldeles overdøvet af deres langt større lydstyrke."

"Hm", sagde Vorherre igen og pillede firbenet op. 

"Vil du da gerne have at jeg laver hele mit store ska­ber­værk om så der kun er små fugle til at synge?"

"Nej tak," svarede gærdesmutten forskrækket. "Det er nok at du laver gøgen om."

"Gøgen?" spurgte Vorherre forbavset og formede en fin lang hale på firbenet. Han satte det forsigtigt ned på jorden og straks smuttede det ind under den nærmeste sten. "Hvorfor lige netop gøgen?"

Og så fortalte gærdesmutten om alle de genvordigheder de havde med gøgen og dens selvglæde og om hvorledes de utallige gange havde forsøgt at få gøgen til at forstå at også de, de små fugle, havde noget at fortælle hinan­den. 

"Hm," sagde Vorherre en gang mere. "Flyv tilbage til din skov i de nordlige lande og sig at jeg vil komme forbi om tre dage. Så vil jeg se om der findes en løsning på det problem du for­tæller mig om. Såvidt jeg husker er der et stort træ på engen ned til den store sø. Der vil jeg mødes med alle jer små sangere som du er sende­bud for."

Gærdesmutten sad lidt og betragtede hvorledes Vorherre forsigtigt pillede firbenet frem fra dens skjul under stenen og ville forme videre på dens hale men pludselig var firbenet atter væk og kun halen lå tilbage i Vorher­res hånd.

"Ja ja da," sagde Vorherre og smilede til gærdesmutten. "Hvad enten det lille tossede firben kan lide det eller ej, så skal den nu have en hale. Så hver eneste gang den smider sin hale, så skal der komme en ny. Du får jo også nye fjer når du smider de gamle, ikke sandt?"

"Jo," svarede gærdesmutten. "Skal gøgen også komme til det store træ på engen?"

"Alle der vil det, er velkommen," svarede Vorherre. 

"Jeg har skabt jer alle sammen så I opfylder hver jeres plads her i livet, så hvorfor holde nogen borte."

Gærdesmutten ville til at sige at hvis gøgen kom, så kunne Vorherre jo ikke høre hvad nogen af de andre fugle havde på hjerte, men den tav fordi den klogeligt regnede med at Vorherre sikkert også havde en løsning på det problem og så fløj den hjem.

Imens gærdesmutten var afsted, slog en ravn sig ned på en gren ikke langt fra gøgen.

"Er du klar over, gøg, at du nu har drillet og generet småfuglene så længe nu at de har sendt den lille brune gærdesmutte afsted til Vorherre for at klage over dig. At du bruger din stemme ikke til at glæde og for­nøje nogen med, men til at genere alle andre fugle som også har stemme og egentlig skulle have samme ret til at synge og lade deres sang høre som dig. Og at du forsøm­mer din egen rede så groft at dine sultne un­gers hjerte­skærende nød­skrig kan høres over hele sko­ven."

"Og hvad så," sang gøgen tilbage. "Enhver fugl synger med sit næb og jeg synger med mit. Småkrav­let dernede mellem grenene kan jo bare synge noget hø­jere hvis de vil høres. Mig genere det ikke. Jeg ved at jeg synger smukkest og bedst af alle fugle. I stedet for at skræppe op for at overdøve mig, kan de jo bare være stille og høre min smukke sang."

"Javel," bemærkede ravnen. "Men selv det skønneste bli­ver grimt når det bruges til grimme formål."

"Grimme formål?" sang gøgen. "Skulle jeg sidde og gemme mig bag en eller anden tør gren og hvi­ske, når jeg nu er udstyret med den smukkeste sangstemme i skoven?"

"Farvel," sagde ravnen og fløj sin vej. "Kom nu ikke bagefter og sig at vi ikke advarede dig."

Gøgen pustede sig op. "Vorherre har foræret mig et næb at synge med og så synger jeg. Du er bare misundelig, du sorte fjerdusk, fordi du ikke kan synge en ærlig tone med din skrattende stemme." 

Men ravnen fløj sin vej og lod som den ikke hørte det.

Da de tre dage var gået var alle fuglene samlet i det store træ på engen. Alle undtagen gøgen som sad i sit sæd­vanlige træ og sang så det gjaldede ind mel­lem sko­vens træer og langt ud på de omliggende agre.

Gærdesmutten landede på Vorheres skulder ved skovens udskant og refererede ravnens samtale med gøgen.

"Hm," sagde Vorherre, "Du må da indrømme, gærdesmutte, at den synger smukt."

"Indrømmet," svarede gærdesmutten lidt modvilligt. "Det er heller ikke så meget det at den synger. Men kunne du ikke sådan skrue lidt ned for lyden på den forbandede skrigehals."

"Hva'be'har?" sagde Vorherre og løftede øjenbrynene i vejret. "Hvad var det jeg hørte du kaldte den?" 

"Undskyld, undskyld," hviskede gærdesmutten forfjamsket og blev helt grå i sin brune fjerdragt af skamfuldhed. "Jeg mente bare..."

"Det er i orden," svarede Vorherre og smilede lidt. "Jeg kan godt høre at I har et problem her. Men lad os nu gå hen til det træ hvor vi skulle mødes og se om der ikke findes en løsning."

På vejen derhen gik Vorherre en lille omvej og hen under træet hvor gøgen sad.

"Vær hilset, gøg. Vil du ikke med hen til det store træ på engen?"

"Kan du da ikke høre mig herfra hvor jeg sidder?" spurg­te gøgen næbbet.

"Jo tak, ganske udmærket." svarede Vorherre. "Men nu er du for alle tilfældes skyld personligt inviteret. Om du kommer eller ej, er ganske op til dig selv." Og så gik Vorherre og gærdesmutten videre gennem skoven.

Der var en kvidren og en skræppen i det store træ da Vorherre og gærdesmutten kom derhen. 

"Vær hilset, alle I mine små fjerede skabninger," sagde Vorherre og straks blev der helt stille. Kun blev der en utrolig basken og flagren af tusinder af små vinger fordi alle ville sidde på de nederste grene så de kunne se Vorherre bedst muligt uden at have en masse blade til at genere udsynet.

Vorherre smilede og satte sig på en træstub mens han ventede på at alle fuglene havde placeret sig.

"Jeres sendebud, den lille gærdesmutte, har fortalt mig at I har et problem I ikke kan finde en løsning på," sagde han. "Er det sandt? Så mange som I er, så skulle det dog være muligt at blot én af jer kunne komme med en løs­ning. Har I kun fået fjer og ingen hjerne?"

Den stor ravn fløj fra toppen af træet og ned på en af de små grene og alle småfuglene på grenen flagrede for­skrækket i vejret. "Det er ikke fjer det hele," sagde den.

Vorherre lo stille. "Når de store fugle lander, så må de små fugle hellere holde godt fast. Men har du da en løsning på problemet, ravn."

"Jeg er, som du siger," sagde raven, "en stor fugl og dog misbruger jeg dog ikke min store stemme til at over­døve alle andre fugle i mit nabolag ligesom gøgen."

Vorherre nikkede. "Det er sandt. Du lader kun din stemme lyde når der er fare på færde eller for at fortælle dine artsfæller at der er føde i nærheden. Har du da en løs­ning?"

Ravnen lettede så alle småfuglene igen tumlede rundt mellem hinanden på grenen mens den landede tæt foran Vorherre.

"Ja," sagde den. "Jeg har tænkt på at hvis nu gøgen og jeg byttede stemmer, så ville jeg kunne kalde på mine fæller på en langt smukkere måde end i dag og gøgen ville ikke længere kunne genere alle småfuglene med sin evindelige sang."

"Udmærket ide," svarede Vorherre og så længe på ravnen. "Så ville du kunne synge på én måde, med tusinder af jublende toner hvis det var lækkert måltid mad du fandt og på en anden måde, med kun enkelte og få triller hvis det blot var en sølle rest, efterladt af en ræv eller mår. Er det det du mener?"

Ravnen nikkede oplivet. Så langt havde den slet ikke tænkt. Men det lød spændende. 

Alle de øvrige fugle i træet sad helt stille og tænkte over ravnens forslag. Hvis rav­nen fik gøgens stemme ville der blive fred i skoven og alle kunne synge.

Men pludselig pippede bogfinken op midt inde fra træet.

"Det..det..det ..vil da fedt hjælpe. Det..det..det..vil da fedt hjælpe. Det vil da..da bare gøre det hele meget mere ondt værre." 

Alle fuglene vendte sig forbavset op mod bogfinken. "Hvorfor da det? Når gøgen holder op med at larme med sin sang bliver der da ro i skoven."

"Det er da bare noget I tror," sang bogfinken. "Hvad har I i hovedet? Hjerne eller fjer. Hvem siger at gøgen holder op med at bruge sin stemme, blot fordi der kommer andre lyde ud af dens næb. Alt hvad vi opnår ved ravnens forslag er at i stedet for at blive overdøvet dagen igennem af gøgens, i øvrigt ganske smukke sang, så vil vi fra solopgang til solnedgang blive overdøvet af rav­nens ganske forskrækkelige hæse og grimme, skrattende stemme."

"Hov, hov. Min stemme er hverken hæs eller grim," skreg ravnen op og lettede lige i vejret og der blev en for­skrækkelig pip­pen, skræppen og røre i hele træet. 

"Det var ikke særligt betænktsomt sagt overfor ravnen, kære bogfinke," formanede Vorherre. "Jeg er bange for at fra nu af vil dit navn evigt være forbundet med en uo­ver­vejet bemærk­ning. Men ellers er det kloge ord du kommer med."

Alle fuglene faldt til ro igen og ravnen, som ellers fornærmet havde besluttet at flyve sin vej, vendte til­bage. 

"Kære ravn," sagde Vorherre og løftede den op på sit knæ så den blev ganske formildet. "Dit forslag er udmærket men jeg er alvorlig bange for at det vil komme til at gå som den lille bogfinke på­peger. Og tag så lige og glem den hm..finke der røg den af panden, hva'."

Ravnen drejede sig fra side til side og vidste ikke hvad den skulle sige. 

"Men vi kan jo undersøge hvad alle de øvrige fugle synes om forslaget." Vorherre så op mod alle fuglene i træet.

"Hvad mener I. Skal vi lade ravnen og gøgen bytte stem­mer?"

"Nej tak, nej tak, nej tak," pippede og sang alle fugle­ne forskrækket, hver med deres tunger og næb. 

"Der ser du," sagde Vorherre. Ravnen nikkede sørgmodigt fordi den kunne se drømmen om den smukke melodiske stem­me for­svinde i den blå luft. "Svalen har også et for­slag," sagde den i stedet og lettede fra Vorherres knæ.

Vorherre kiggede i vejret efter svalen og lidt efter landede den på hans hånd.

Der var fuldstændig tavshed i hele træet for den løsning svalen kom med, havde de alle i fællesskab fundet frem til og alle havde de syntes at det var den bedste. 

"Hvert år i September, når alle myggene i luften er spist," be­gyndte svalen, "så er der ikke noget at blive her i de nordlige lande efter. Så samles jeg med alle mine fæller og drager bort herfra. Det gør gøgen også, selv­om jeg ikke ved om den flyver mod syd eller nord.

Og alle de øvrige små sangere der finder deres mad og råderum i skoven drager også afsted. Alle forlader vi de nordlige egne på samme tid for at flyve mod syd og alle vender vi næste forår tilbage til de samme steder på samme tid. Også gøgen.

Hvis du nu kunne lave det således at gøgen kom når vi andre drog afsted og den drog af når vi andre ankom, så ville ingen af os være generet af hinanden."

Vorherre rynkede eftertænksomt panden. "Du mener at når I trækker nordpå, så skal gøgen trække sydpå og når I så om efteråret trækker syd­på, så skal gøgen trække nord­på igen?"

"Ja, ja, ja," kvidrede svalen. "Så kan gøgen synge alt det den gerne vil hele vinteren, uden at forstyrre os, for vi er her slet ikke. Og mens den er sydpå, så har vi ro hele som­meren til at bygge reder, få æg og unger og vores sang og kvidren vil kunne høres og nydes af alle der ønsker det."

Vorherre nikkede langsomt. "Det lyder som en god løsning på problemet, ja. Men hvad skal gøgen leve af om vin­teren her oppe i de nordlige egne når det hele ligger dækket af et tykt lag sne og is og I fugle har spist alle myggene inden I drog afsted? Hvis jeg laver det om såle­des at gøgen rejser modsat alle I andre små fugle, så bliver jeg jo nødt til også at sørge for at den og dens unger har noget at leve af. Så må jeg jo lave det sådan at alle myggene og insekterne også kommer her om vinteren og er væk om sommeren. Og hvad vil I så leve af?"

Dyb tavshed fulgte. Ikke en eneste lille fugl vovede at åbne næbbet. Så langt havde de ikke tænkt. Vorherre smilede stille. Han ventede.

Så vovede den lille gærdesmutte sig frem. "Det er rigtig nok. Det er jo ikke naturen, vi skal lave om på. Det er gøgen vi skal lave om. Naturen er skabt således at alle ting hænger sammen og vi kan ikke bare lave om på nogen af tingene, uden at andre ting går itu derved."

"Deri har du fuldstændig ret, lille brune budbringer. Det er gøgen vi skal have lavet om. Har du et bud på en løsning der ikke vælter hele naturen?"

"Ja," ivrede gærdesmutten og hoppede rundt på Vorherres skulder. "Skru ned for lyden."

"Ja, ja, ja," pippede og kvidrede alle fuglene. "Skru ned for lyden, skru ned for lyden."

"OK," svarede Vorherre. "Det skulle kunne lade sig gøre. Så lad os da kalde på gøgen og se om den indvilliger deri."

At finde gøgen var ingen sag. Dens vidunderlige sang hang som en tung dis af toner hen over hele engen og alle fuglene steg til vejrs i et brus af vinger og satte retning mod det træ hvor gøgen sad. Den standsede brat sin sang ved at se hele den store sværm af småfugle og var pludselig bange for at de ville slå ned på den og gøre den ondt. Lynhurtigt fløj den bort og gemte sig i en grenkløft og holdt sig fuldstændigt tavs.

Vorherre standsede op. "Det var da mærkeligt," sagde han. "Sikke stille der pludselig blev. Nu tier gøgen stil­le. Det har den ikke gjort før."

"Det var også på tide," bemærkede ravnen surt. Den havde slået følgeskab med Vorherre og gærdesmtten. 

"Så, så," formanede Vorherre. "Du lyder næsten som om der sidder en ganske lille djævel og drysser misundelse på dine tanker. Er det sandt?"

"Nej, nej," forsikrede ravnen hurtigt. "Jeg mener bare at det også er godt for ørerne med lidt stilhed."

Vorherre standsede og spejdede omkring. Så gik de lidt videre. Igen standsede Vorherre og kiggede op i træernes grene.

"Vær hilset, gøg. Hvor gemmer du dig henne? Jeg vil tale med dig."

Men ikke en lyd nåede ned til Vorherre på skovbunden. Så gik de til de nåede gøgens yndlingstræ.

"Hallo, gøg. Hvorfor er din smukke sang forstummet?"

Intet svar.

"Gøg, hvor er du? Kom frit frem." Kun vinden og småfug­lenes svage kvidren svarede. Vorherre rynkede brynene. "Gøg, vi har noget at tale om. Kom blot frem."

"Kuk - kuk. Kom selv og find mig," sang gøgen selvglad fra et andet sted i skoven og Vorherre så forbavset op.

"Ja så," sagde han. "Jamen det vil jeg da så gøre."

Vorherre, ravnen og den lille gærdesmutte vandrede over mod det sted de havde hørt gøgen, men gøgen var væk.

"Gøg, hvor er du?" kaldte Vorherre men gøgen svarede bare "kuk - kuk, kom og find mig" og det blev den ved med at svare alle de gange Vorherre kaldte på den. 

Fra skovens ene ende til den anden fløj gøgen i sin gem­me­leg med Vorher­re og ville slet ikke lade sig se. Kun dens skadefro kuk - kuk hang i grenene efter den. Og Vorherre gentog tålmodigt sin kalden på gøgen det ene sted efter det an­det uden resultat.

Til slut endte atter de ved det store træ på engen og Vorherre satte sig på træstubben for at hvile sig. Hele dagen ville han ikke bruge på at finde den fjollede fugl. 

"Gøg," kaldte han ud i skoven "jeg kalder nu på dig for sidste gang. Ønsker du at komme eller ønsker du det ikke?"

"Kuk - kuk, kom selv og find mig. Jeg kan høre dig og du kan høre mig, hvorfor skulle jeg så komme? Du gav mig næb og stemme, som du har givet alle fugle næb og stem­me. Hvad galt er der da i at jeg bruger det som du har givet mig? Har jeg ikke, som alle øvrige fugle, lov til om morgenen, ved din sols første ståler, at synge af glæde over at den sorte nat er forbi og ved middagstid at den sol du har sat på himlen, varmer så velsignet dejlig og ved solnedgang at fortælle alverden om de smukke farver, der som et slør trækkes henover himlens bue?"

"Jo, sandelig har du det." svarede Vorherre. "Men jeg kan også høre at din sang mange gange er falsk fordi der bor større selvglæde end ydmyg tak i din strube og at dine unger skriger desperat efter føde i den rede du glemmer alt om, blot for at høre din egen stemme. Du bruger ikke de gaver jeg har givet dig til glæde for andre eller synger som tak for den natur du lever i men kun for at glæde dig selv. Så jeg spørger dig en sidste gang. Vil du komme eller vil du ikke. Og vær klar over. Det næste der kommer fra dit næb, vil være af betydning for dig resten af din slægts beståen."

"Kuk - kuk, det er sjovere at lege gemmeleg. Kom du herhen til mig, så kan vi snakke," sang gøgen men der kom ingen smukke toner lige efter. Kun en hel række kuk - kuk. En hel masse af dem. Og så blev der stille.

Til gengæld lød der en hikkende latter fra den modsatte ende af skoven og Vorherre vendte sig hurtigt rundt og hans stemme fik alle træer og grene til at bøje sig.

"Grin bare, gøgemor. Hvor var du da dine unger skreg af sult og ynkeligt døde i din rede? Skam få dig. Den lat­ter du nys slog op, skal være din fremtidige stemme. På den skal det kendes hvor du befinder dig i skoven og aldrig mere skal der være et træ der skal kaldes dit eller en rede der skal kaldes din for du egner dig ikke til at opfostre de unger der skal føre din slægt vi­dere. Aldrig mere skal du få den glæde at bygge dig et hjem for dig og dine."

Gøgemor tav forskrækket og der var fuldstændigt stille i hele skoven og alle småfuglene i det store træ trykkede sig tættere sammen da Vorherre så strengt på dem.

"Gøgen kan fra dette øjeblik kun sige kuk - kuk og ikke andet. Ikke fordi I små sangere bad om at få stilhed men fordi dens selvglæde forledte den til at tro at størst også er bedst og styrke altid betvinger. Det er ikke nødvendigvis således.

Den ville ikke se at verden er skabt for os alle sam­men, at vi alle, store som små har en ret til at synge hver med sit næb her i til­værelsen. Derfor har den mistet sin ­stemme, og I har fået den stilhed i bad om. 

Men for at I ikke skal glemme gøgens dum­stolthed og hvad det førte med sig, og for at den ikke helt skal uddø, selvom gøgemor er så elendig til at passe en rede, så skal I til evig tid få lov til at opfo­stre gøgens unge i jeres egne reder. Så vil I hvert år hu­ske på gøgen. Og al­drig glem­me grun­den til hvorfor den mis­tede sin smukke sang­stemme.


© Christian R. Tobiesen

Tilbage til  INDEX