SLANGENS HUG.

 

ET STING AF VE

DA SLANGEN HUG MIN HÆL.

MINE ØJNE KAN NU SE

OG FATTE KAN MIN SJÆL.

 

Syner ser det ene.

Fakta det andet.

Pantsat er mit tredje.

   

Syner ser de.

Billeder fra dimensioner bag mine øjne.

Ser tusmørkelange krogede gader slynge sig i labyrinter

med huse svajende og bølgende,

som var jeg en myre i en kornmark mellem stråene.

Og opad ser jeg

og vinduerne står alle åbne i husene 

og menneskene hænger ud deraf

og kigger og kigger og kigger.

Og dybt nede, deroppe fra,

ligger gaden jeg går på

og jeg er ene med min skygge der flakser omkring mig

som stearinlysets sidste blafrende åndedrag

uden det dog går ud.

Det er som mangler min skygge næring, noget at gro ud fra,

noget at være bundet til.

Jeg er dens herre.

Mig hører skyggen til,

men det er som den ikke vil lystre mig.

 

Går jeg hen mod enden af gaden

og den dunkelhed der hersker der,

bliver skyggen liggende

og vil ikke følge

og løfter jeg armene

for at vække den til dåd

slår også den blot ud med armene.

Jeg indeholder så meget af ingenting

at selv det der er mit eget

ikke vil følge mig

og min krop svinder

 bort                                                            

TIL  FORSIDEN

NÆSTE SIDE    2 af 6

FORRIGE SIDE

INDEKS