FANTASTISK BY I NATTEN

 

 

Løb høje og stoned gennem regnvåde gader,

legede skjul, gemt i skygger

eller dansede barfodet omkring

til Charlie  Parker

voldtaget gennem en bulet trompet

hvis rigdom af falske toner

gav et utal af refleksioner

af stjerneskud i vore hjerner.

 

Hilste flot på alle og enhver og på alting

på en hund og på hinanden

og lod bløde tonesjæle fra trompeten

blive hjemløse små eksplosioner

imod bjerggrå høje mure

og spillede en smuk serenade

i disharmonisk bluesstil

til stjernerne og natten.

 

Løb høje og stoned i en helt fantastisk

verden

gav piben til min næste

og fik trompeten

og lod hjernen gå ud i metallet

mens jeg med én finger

spillede Johan Sebastian Bach.

Dansede barfodet med hinanden

på bunden af en storby

og lod sjælen fare frigjort

i natten over stjernerne.

 

 

 

TIL  FORSIDEN

NÆSTE SIDE

FORRIGE SIDE

INDEKS